BOGANMELDELSE
Julie Sten-Knudsen (f. 1984) debuterer med digtsamlingen, Hjem er en retning. En samling, der bekræfter denne anmelder i, at der er tale om en ung debutant, der bruger sin alderssvarende adgang til sproget til i sin digte at søge efter sin egen identitet.
Sat på spidsen er digtsamlingens altoverskyggende problem, at den ikke efterlader blivende indtryk, ikke efterlader billeder, sansninger, tanker eller følelser – med mindre følelsesløshed er en følelse. Jeg forbliver som læser uberørt.
Og det skyldes ganske givet, at samlingen mere end noget andet fremstår som stilistisk øvelse. Den unge forfatter søger og søger, men om hun finder sin egen identitet? Det fornemmer jeg ikke. Til gengæld fornemmer jeg, at hendes debut vil være et godt afsæt for en bedre 2’er. For når dén kommer, antager jeg, vil forfatteren være mere moden, reflekteret og erfaren – have oplevet noget smertefuldt eller fundet noget mere af / i sig selv – og dét vil hun bruge som afsæt til en 2’er med større tyngde.
Debuten hedder Hjem er en retning, og måske har forfatteren fundet en retning, men hjem har hun ikke fundet. Det er derfor digtsamlingen fremstår som stilistik øvelse. Og derfor, jeg forbliver uberørt – selv om der også er et element af humor (tror jeg) i samlingen.
Åbningsdigtet, JEG, begynder f.eks. sådan her: ”Jeg piller navle. Jeg burde sikkert / være mere i tvivl om / min seksualitet. Jeg er sikker / på at jeg er kræsen. Jeg kan ikke lide / smagen af rå løg. Jeg spiser gerne / mad der knaser, knækbrød / og cornflakes. Af og til spiser jeg / kød. Jeg interesserer mig ikke for / dyr. Jeg går op i det amerikanske / præsidentvalg men overvejer / om jeg går op i det amerikanske / præsidentvalg på samme måde / som jeg gik op i Tour de France / dengang Bjarne Riis havde / den gule trøje. Jeg interesserer mig for / at nå frem til noget / vigtigt, noget der ikke / vælter når man skubber / til det. Man kan vælte / både cyklister og / præsidenter. Desuden kører de / sig selv alt for hårdt….”
Samlingen som helhed er lidt navlepillende. Og uden væsentlig større tyngde end den, der fremgår af åbningen.
Vel demonstrerer forfatteren hele samlingen igennem en god sproglig fornemmelse og elasticitet. Vel er der humor, måske endda selvironi, i de autofiktive fortællinger, tankerækker og sætningskonstruktioner. Men igen – jeg forbliver uberørt.
** / Forlaget Gyldendal / 80 sider