BOGANMELDELSE Jeg tilstår! Anna Friis’ debutroman fascinerer mig. Først er den trættende, grænsende til ulidelig, fordi historien er så uendeligt almen, hverdagsagtig og uinteressant. Men efterhånden som netop dét står klart – at det, der på overfladen fremstår som et ungt, aarhusiansk hipster-pars spændende liv i virkeligheden er et ordinært, uengageret og ureflekteret liv – bliver læsningen helt klaustrofobisk, generationsportrættet (?) helt forstemmende.
Romanen handler om Kristian og Mia.
Han studerede indtil for nogle måneder siden på Arkitektskolen, men sprang af uklare grunde fra og er nu tjener på en ligegyldig restaurant, samtidig med at han hjemme i parrets to-værelses-lejlighed på Trøjborg – med afsæt i en mangeårig interesse for tegneserier – selv gør sig halve anstrengelser for at etablere et eget tegneserieunivers. Gerne en serie om den spanske borgerkrig, eftersom Kristian har en romantisk forestilling om anarkismens fortræffeligheder.
Hun er i gang med sin kandidatopgave på Aarhus Universitet, skriver om feminisme, men er selv i bund og grund uinteresseret og uengageret i feminisme og ikke på nogen måde målrettet, når det kommer til bestræbelserne på at gøde grunden til den ph.d., som hun halvhjertet taler om, at hun vil søge – en ph.d., der naturligvis skal handle om kvindefrigørelse.
Fælles for de to er, at de på overfladen er hipstere, lever et let liv blandt andre unge i Aarhus, har et godt sexliv, deres på det tørre, men ingen dybfølte, individuelle eller fælles drømme, visioner eller ambitioner. Deres liv er i virkeligheden ikke mere interessante end vejrudsigten, som da også i tre tilfælde helt ”umotiveret” gengives i romanen, kursiveret.
Nogle gange opdager Mia pludselig selv, at ”hun sidder og stirrer ud ad vinduet i en mærkelig flad tilstand”. Nogle gange kan Kristian vitterligt fortabe sig i det at spidse blyanter. Næsten konsekvent har Mia svært ved at træffe beslutninger – skal hun have en café latte eller en cappuccino? Tit tænker Kristian på, om han ”burde træne eller i det mindste lave nogle armbøjninger”. Og sådan går det, livet. Begges liv. Uden de store fordringer.
Og det er dét, der bliver så forstemmende.
Egentlig lever de to jo et liv som mange andre, et liv med hverdage, aftener foran fjernsynet, venner på besøg, etc. Et pænt, borgerligt og gennemsnitligt liv, som os andre. Men altså tydeligvis også et liv, der – når man som læser ser sig selv i spejlet – virker forstemmende tilfældigt og genkendeligt. Det er dét, der er romanens styrke. At den i sidste ende bliver som et spejlbillede på egen tilværelse. Og minder om hvor vigtigt det er at brænde for noget, ville noget, gøre noget!
**** / Forlaget Gyldendal / 208 sider