Pumeza Matshikiza: Voice of Hope

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Historien om Pumeza Matshikiza er historien om den sorte pige, der blev født og voksede op i et fattigt township nær Cape Town, og som på forunderlig vis – i kraft af sit nok uskolede, men ekstraordinært store sangtalent – kom til London, blev klassisk uddannet og fik ”open access” til Europas operahuse. Voice of Hope, sopranens pladedebut, er en lige så ekstraordinær ting (for hvor ofte signes en sydafrikansk operasangerinde på et af verdens største og mest respekterede klassiske labels?) Voice of Hope er en pladedebut med europæiske arier og sydafrikanske sange, en pladedebut med perler på snor – klassiske arier, kristne og traditionelt folkelige sange – indspillet med bl.a. Staatsorchester Stuttgart, som sopranen pt. er tilknyttet. Voice of Hope er således ikke ét værk formidlet, men en stribe små ”værker”. Det er et album, der fokuserer ind omkring Pumezas vokal, som i sig selv er bemærkelsesværdig. Det interessante er imidlertid, at hendes troværdighed som sangerinde er lige stor – om hun så synger arier på tysk (Mozart) eller italiensk (Puccini) eller traditionelle sange på swahili, xhosa eller zulu. Man kan med sindsro sige, at både Miriam Makeba og Barbara Hendricks i Pumeza Matshikiza har fået en værdig arvtager.

****  /  Decca Music/Universal Music  /  44 min.  /  Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES

Please follow and like us:

  • 0
  • Share