For ti år siden ville jeg have hævdet, at canadiske Diana Krall var en af jazzscenens allerstørste vokalister: Hun var i besiddelse af en helt enestående sans for jazzens væsen og mestrede vokaljazzens teknik til UG. Jeg ville have hævdet, at hun – om nogen – ville kunne blive den, der tog genren til nye højder, i respekt for historien. I dag må jeg sige noget andet: For vel er hun stadig en fremragende sangerinde, men det er som om, hun har besluttet sig for, at hun hellere vil konkurrere med sin landsmand, Celine Dion, eller med (den nu afdøde) amerikanske Karen Carpenter om underholdningsmusikkens trone. Flere af Diana Kralls seneste plader har affødt den tanke, også denne nye. Selv om også Wallflower udkommer på det hæderkronede jazzlabel, Verve, må sangen og musikken på den betegnes som soft pop eller underholdning. Diana Krall er smurt ind i strygerakkompagnementer, når hun versionerer sange som The Mamas & Papas’ California Dreamin’, The Eagles’ Desperado og Elton Johns Sorry Seems To Be The Hardest Word, og dermed bliver hendes musik ikke bare tilstræbt pæn, den bliver decideret pæn, som Celine Dions og Karen Carpenters. Væk er udsigten til nye højder og nye fortællinger. Kun i hendes versionering af Bob Dylans Wallflower anes et element af kant.

****  /  Verve/Universal Music  /  45 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk