Rhiannon Giddens live i Bremen Teater

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Den amerikanske sangerinde, Rhiannon Giddens, stod tirsdag aften på scenen i Bremen Teater som led i årets jazzfestival. Og dét selv om man egentlig ikke kan sige, at det er jazz, hun formidler. I Nyropsgade oplevede man hende genremæssigt placeret i grænselandet mellem American folk, country, blues, gospel og jazz – med hovedvægten af sin optræden lagt på folk og country. Og dét indtryk matcher sådan set hendes nye og hidtil eneste udgivelse i eget navn, Tomorrow Is My Turn, som hun pt. er på tour med.

Den 37-årige kvinde er endnu lidet kendt herhjemme (hvorfor der også langt fra var udsolgt i Bremen Teater). Før hun gik solo var hun i USA især kendt for sin andel i The Giddens Sisters og det kritikerroste, sorte strygeorkester Carolina Chocolate Drops, hvori søsteren, Lalenja Harrington, var en drivende kraft. Rhiannon Giddens gennembrud som solist kom, da hun i et T Bone Burnett–kurateret show, som i september 2013 skulle revitalisere 60ernes amerikanske folk (et show kaldet Another Day, Another Time) slog benene væk under det stjernevante publikum med sin versionering af Odettas Water Boy.

Dét og mange af de andre numre fra solodebutalbummet sang hun tirsdag aften i Bremen Teater – med lethed og naturlighed, udtalt teknisk snilde og stor kunstnerisk autoritet. Uanset om hun sang på engelsk eller gællisk, uanset om hun spillede på sin violin eller banjo – hun optrådte med autoritet. Hun forvaltede numre af blandt andre Bob Dylan, Dolly Parton, Patsy Cline og Charles Aznavour – af sidstnævnte nummeret, Tomorrow Is My Turn, som blev udødeliggjort af Nina Simone, lagde grund til Rhiannon Giddens solokarriere og navn til hendes solodebutalbum.

****  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share