BOGANMELDELSE

Trisse Gejl (f. 1968) er efterhånden blevet en garvet forfatter. Det tænker jeg i hvert fald under læsningen af hendes nye, ottende roman, Ulvekvinten.

Hun debuterede i 1995 med romanen, Hvor mælkebøtter gror, og fik det store gennembrud i 2006 med romanen, Patriarken, som både blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris og DR-Romanprisen.

Ulvekvinten er en gedigen, gennemarbejdet og på mange måder gribende roman om to familier, der indbyrdes er forbundet gennem to kvinders venskab. Zoe er den ambitiøse koncertpianist og underviser på konservatoriet – men også en kvinde med et svært sind. Hendes veninde, Beate, er den succesrige fotograf – der her og nu bare er grundstødt, fordi hun er blevet forladt af sin mand.

Zoe har uforløste drømme, vil f.eks. gerne komponere igen, men ellers er hendes drømme diffuse – for hendes mørke sind kaster umærkelige skygger ind over alt – især forholdet til manden, Thomas, og sønnen, Frederik. Beate leder stadig lidt febrilsk efter sin egen kunstneriske stil – præget som hun efter mange år med sin læremester og mand, Bjørn, og ramt som hun pludselig er af, at Bjørn har forladt hende til fordel for en yngre model, og af at sønnen, Jonathan (jævnaldrende med Frederik), er flyttet til USA.

På mange måder kredser romanen om de to modne kvinders indbyrdes relation, om deres formåen udi opgaven at støtte og hjælpe hinanden. Men det særligt smertefulde i læsningen af romanen knytter sig til 1) Frederiks konstante nervøsitet – en nervøsitet, der er forbundet med oplevelsen af moderens / Zoes uforudsigelighed, hun veksler mellem at være opstemt og dybt formørket og 2) Beates sene forsøg på at lære sig selv at kende – nu hvor hun pludselig skal stå helt på egne ben og ikke behøver underlægge sig andres (læs: Bjørns) uindpakkede meninger.

Indledningsvist er Beate den, der har brug for Zoes støtte. Men efterhånden som romanen skrider frem falder Zoe længere og længere ned i et sort hul, og det tvinger Beate til at lægge egne problemer til side og fokusere på Zoe og den familiemæssige opløsning, som hendes sind og færden påfører hendes familie.

Romanen ender ikke opløftende – med mindre man tænker på læresætningen, at det man ikke dør af, bliver man stærkere af. Zoe dør, alle øvrige figurer overlever – men for alles vedkommende: med sår på sjælen. Og dét er romanens styrke: at man som læser både efterlades med tanker om den enkeltes sår og overlevelsesmekanismer. Hvad dét angår er romanen lærerig. Den skaber eftertanker af stor værdi.

**** / Forlaget People’s Press / 256 Sider