Saxofonisten, Charles Lloyd, gæstede også Copenhagen Jazzfestival for tre år siden. Dén gang kaldte Politikens Thomas Michelsen ham “En af den amerikanske jazzscenes store, spirituelle mestre”. Og mesterlig var han og hans koncert.
Derfor var forventningerne også store, da Charles Lloyd på dette års jazzfestival søndag aften tog hul på den første af to udsolgte koncerter i Jazzhouse. De var høje på grund af Charles Lloyd selv, men også på grund af hans bemærkelsesværdige kvartet, som foruden mesteren selv består af pianisten Jason Moran, trommeslageren Eric Harland (genganger fra 2013) og bassisten Reuben Rogers.
Hvorfor kvartetten hedder New Quartet, er for denne anmelder en gåde, eftersom de fire i snart en halv snes år har udgjort Charles Lloyd Quartet. Men lad det ligge.
For både sammen og individuelt er de bemærkelsesværdige musikere: Moran er især kendt for sit projekt, Jason Moran Bandwagon; Harland især kendt for sit Voyager-projekt og sit samspil med folk som Dave Holland, Ravi Coltrane og Joshua Redman; Rogers især kendt for sit samspil med folk som Joshua Redman, Wynton Marsalis og Dianne Reeves. Men de er alle tre netop også kendt for deres plads i Charles Lloyds kvartet. Og dét er en kvartet med pondus. En kvartet, som ikke kræver den store ledelse.
Søndag aften var det da også så som så med ledelsen. Lloyd virkede mest af alt som en ældre mand, der lod sig begejstre af de ”unges” improvisationer og præstationer. De tre ”unge” udviste til gengæld tydeligt respekt for 78-årige Lloyd. Og tilsammen udgjorde og udgør de fire altså en konstellation, der i den grad har forudsætningerne for at matche forventningerne.
Materialet var til dels hentet fra de fires hidtidige udgivelser på ECM Records. Men – som Charles Lloyd også lod forstå – kommer man igen til koncerten mandag aften, får man serveret et andet måltid, ”for vi vil nødigt kede os selv og kede jer”. Og netop dét udsagn siger noget om kvartetten. De fire har deres fundament i orden, de fire formår at være tilstede i nuet, og de fire er alle tændt af trangen til at forny sig – uanset alder. Og dét kommer der fed musik ud af. Således også søndag aften.
Man kunne det ene øjeblik sidde og frygte, at den aldrende Charles Lloyd skulle falde over en monitor eller ledning, og det næste øjeblik lade sig bevæge af den dybfølte og absolut levende tone, der udgik fra hans instrument – om det så var fra saxofonen eller tværfløjten. Hans evne til ikke bare at betvinge instrumenterne, men udfordre dem var tydeligt levende. Og arven fra sydstaternes tradition tydeligt intakt.
At de næsten to timer blev afrundet med anekdoter var bare så fint: Charles Lloyd bemægtigede sig spontant en mikrofon, hvorefter han fortalte publikum om baggrunden for det sidste nummer og om sin barndom med musik i Memphis. Dette sidste element kunne han – under andre omstændigheder – for min skyld have brugt en time på.
**** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk