Debre Damo Dining Orchestra: Debre Damo Dining Orchestra

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

DDDO er et nyt, københavnsk powerorkester, som med dette selvbetitlede album pladedebuterer (på vinyl) med absolut bravour! DDDO – som består af Søren Lyhne Skov, Rasmus Karkov, Simon Visti Tang, Peder Mertner Vind, Kasper Saaby og Asbjørn Nørgaard – spiller et særegent miks af brutal ethio-jazz, doom, kraut- og psykedelisk rock, og dét på en endog meget overbevisende vis. DDDO’s forrygende musikmiks fremføres med ublu, uhøjtidelig pondus og er af en så overbevisende, rå karakter, at jeg vil spå, at sekstetten kommer langt med det – internationalt. Intet i sekstettens musik forbinder den specifikt til Danmark, og netop dét kan åbne dørene til Europa og – hvem ved – andre verdensdele. Fra første track, Ubahn in Addis, er man med på orkesterets skramlede rejse med blæserne, hammondorgelet, trommerne og bassen. Det skulle ikke undre mig, om orkesteret indtog selveste Afrika og satte sit øverst på festivalplakaterne med sit uomgængelige soundscape. Udover åbningsnummeret, vil jeg fremhæve Fire On Water, som et højdepunkt på albummet. Fire On Water er eminent, melodisk powerplay!

****  /  Eget selskab  /  37 min.  /  Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share