Den canadiske jazzguitarist, Eric St-Laurent, fremstår på sit nye album, ”Planet”, som en legesyg og yderst virtuos instrumentalist. Hans musik er let – midt i al sin tekniske kompleksitet – og tager nok afsæt i det, man i dag vil kalde moderne nordamerikansk instrumentaljazz, men samtidig rummer den en fremherskende latinamerikansk sound, især i kraft af Michel DeQuevedos percussion. Ud over St-Laurent og DeQuevedos medvirker på albummet bassisten Jordan O’Connor og pianisten Attila Fias, og de fire tager sammen livtag med nye kompositioner af St-Laurent og med så vidt forskellige stykker musik som Beethovens ”Sonate nr. 8, 2. sats”, Charlie Parkers ”Donna Lee” og Carly Rae Jepsons ”Call Me Maybe”. Stærkest fremstår alligevel forløsningen af Eric St-Laurents egne stykker, der med enkelte undtagelser viser hans orkester fra den side, som radiostationen, Jaymz Bee – Jazz FM 91, kalder ”kick-ass”. Musikken sparker røv! Ikke at den er blottet for finesse – slet ikke. Men den halser ofte, med St-Laurent i spidsen, der ud ad i fuld tillid til egen styrke.

****  /  Katzenmusik  /  35 min.