Den amerikanske singer-songwriter, Norah Jones, fik et veritabelt gennembrud, da hun i 2002 pladedebuterede på det hæderkronede jazzlabel, Blue Note Records, med albummet, ”Come Away With Me”. Siden har hun udgivet yderligere fire album, solgt i alt 50 millioner album og for disse modtaget ni Grammy’er og i øvrigt en ophøjet positionering som pejlemærke for andre, yngre jazzsangerinder.

Nu udsender 37-årige Norah Jones så sit sjette studiealbum i eget navn, ”Day Breaks”, og med det vender hun efter strejftog i pop, country, blues, soul og americana tilbage til jazz. Ikke rendyrket jazz, men jazz med strejf af pop, country, blues, soul og americana. Åbningsnummeret, ”Burn”, præsenterer hende bag klaver og mikrofon, men nu i prominent selskab med blandt andre Wayne Shorter på saxofon, Dr. Lonnie Smith på hammondorgel og Brian Blade på trommer. Nummeret er sublimt og trods sine 4 minutter og 39 sekunder alt, alt for kort. Det kunne med sine variationer over et tema og de medvirkendes eminente ornamenteringer have været dobbelt så langt og i jazzens navn givet plads til yderligere improvisation – en sportsgren, som de nævnte sidemen alle mestrer. Men sådan skulle det altså ikke være.

Ni af albummets sange er nyskrevne, tre er coverversioner af gamle sange af Horace Silver, Duke Ellington og Neil Young. Og fælles for dem alle er, at de – for en gangs skyld – fremføres af sangerinden uden den evindelige pæn- og polerethed. Albummet har den kunstneriske kant og den formidlingsmæssige autenticitet, der så ofte har manglet i sangerindens bagkatalog. ”Day Breaks” er af samme grund hendes hidtil bedste.

*****  /  Blue Note Records  /  49 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk