Sjældent har jeg set og hørt en ung singer-songwriter entre den internationale musikscene med en sådan karisma. At Melody Gardot bliver sammenlignet med Nina Simone, forstår jeg. At hun bliver nævnt, når snakken falder på Amy Winehouse, forstår jeg også. At historien om hende oven i købet har paralleller til historien om Norah Jones forekommer mig endog naturligt. Men historien om Melody Gardot er alligevel noget for sig.
Da hun var 18 år, blev hun som cyklist i hjembyen Philadelphia med stor kraft påkørt af en bil. Hun pådrog sig alvorlige brud på bækkenet, rygsøjlen og kraniet og blev ”lænket” til en hospitalsseng i et år. Det var en kamp for hende at komme på benene igen, og i årevis havde hun smerter og gik med stok. Helt ekstraordinært gjorde ulykken hende kronisk hypersensitiv overfor lys, så solbriller kommer hun altid til at skulle bruge.
Under indlæggelsen begyndte hun af kedsomhed at spille guitar og skrive sange. Da hun hverken kunne stå eller sidde ret længe ad gangen, lå hun i hospitalssengen – udstyret med guitar, pen og papir. Og her skrev hun de fem sange, som i 2005 blev udgivet på debut-EP’en, “Some Lessons: The Bedroom Sessions”. Først syntes hun ikke selv, sangene skulle indspilles og udgives, men universitets radiostation i Philadelphia, WXPN – den station, som få år før havde lagt grunden til Norah Jones’ verdensgennembrud – overtalte hende. Og EP’en? Den udløste en heftig rotation på radiostationen og en kontrakt med Universal Music. I 2006 udsendte Universal hendes første album, ”Worrisome Heart”, og allerede to år efter genudsendte selskabet det, nu på det berømte jazzlabel, Verve. Og med ét var det Melody Gardot, der fik et verdensgennembrud.
Siden er det blevet til yderligere tre album, masser af anmelderroser, høje salgstal og en næsten konstant turné rundt i verden. Dette sidste er baggrunden for, at hun kalder sig selv en ”citizen of the world.”
Jeg fanger hende over telefonen, på et tidspunkt hvor hun er hjemme i Philadelphia mellem to turnéer. Hun passer en hund, som under samtalen gentagne gange påkalder sig opmærksomhed. Alligevel er hun tydeligt til stede, generøs og lattermild.
Jeg ved, at du som barn voksede op med en mor, der havde et job, der gjorde, at I så at sige levede i en kuffert, og jeg ved, at du nu selv som musiker turnerer konstant. Er du blevet rastløst?
Hun svarer uden omsvøb: ”Ja. Jeg rejser som en vanvittig og er som en nomade. Men jeg forsøger også at give mig tid til at opleve og forstå de forskellige kulturer, jeg møder på mine rejser. Der er folk, der siger, at ’home is where you lay your hat’. Og sådan har jeg det selv som voksen. Jeg føler mig som regel hjemme, der hvor jeg er. Men ikke dermed sagt, at det er entydigt, eller at jeg kunne slå mig ned og bo hvor som helst.”
Du er selv født og vokset op i et stort land med et sprog, der er udbredt i det meste af verden. Mange af dine landsmænd er fuldt ud tilfredse med at blive i deres eget land og tale deres eget sprog. Hvorfor fik du det anderledes?
”Fordi jeg rejser. Nordamerika er et gigantisk kontinent, og alle taler engelsk – bortset fra det mindretal i Canada, som taler fransk. Det er med andre ord let at klare sig på engelsk i Nordamerika. Men rejser du i andre dele af verden, er det vigtigt, at du forholder dig til andre kulturer og sprog. Det er forudsætningen for kunne kommunikere og ’connecte’ med andre mennesker i verden. Man taler ganske vist om musik som et universelt sprog, men uanset om jeg lytter til en, der synger på engelsk, fransk, spansk, portugisisk, japansk eller kinesisk bør jeg bruge tid på at lytte mig ind på vedkommende. Giver jeg mig ikke tid, ’connecter’ jeg ikke. Jeg har selv sunget nogle sange på portugisisk, og ja – jeg elsker ikke bare at rejse, men også at lade min musik rejse og at lade den påvirke af andre lyde, sprog og genrer. Mingus og Miles var musikere, der altid stillede sig åbne overfor nye impulser og forsøgte at få deres musik til at vokse i nye retninger. Og dét inspirerer mig.”
Medens Melody Gardot endnu lå på hospitalet modtog hun musikterapi. Den virkede.
”Og i dag kan jeg kan konkludere, at det ligger i mit DNA, at jeg bliver rolig med sang og musik. Da jeg voksede op, var det ikke en del af mit liv, men jeg er glad for, at det er blevet det, og at jeg i dag både kan få lov til at skrive sange, synge og performe.”
”Det var musikterapien, der hjalp mig til at forstå, at jeg overhovedet var musikalsk. Det var ikke noget, jeg troede, jeg var, før jeg blev ramt af ulykken. Men i dag forstår jeg vitterligt, at musik er et sprog, som alle kan forstå. Lyd, vibration, harmoni – det er noget, vi alle kan fornemme, og som vi alle har brug for. Det er noget rent og enkelt. Videnskaben kan ikke helt forklare, hvorfor det forholder sig sådan, men min forklaring er den, at lyd er noget, vi fødes til at fornemme. Når et barn fødes, giver det lyd fra sig. Når et mennesker dør, udånder det med lyd. Lyd er noget, der sætter sig som et udtryk hos den enkelte – om vi griner eller græder, er vi soniske væsener, så hvorfor skulle musik ikke kunne lindre eller hjælpe?”
Interview også publiceret i musikmagasinet Jazzspecial