Compass har været længe undervejs. Fem år har det taget den amerikanske jazzguitarist og –komponist, Andrew Hartman, at støbe kuglerne til dette andet album i eget navn. Til gengæld er materialet – som er blevet raffineret i et sammenspil med saxofonisten Chris Cheek, bassisten Ike Sturm og trommeslageren Zach Harmon – også blevet værd at lytte til. Hovedparten af det er Hartmans eget – og dét er klart det mest fængende og fokuserede – men et enkelt nummer af Paul Simon, America, har også sneget sig ind på albummet, som sagtens kunne have klaret sig uden. Men nok om dét. Når Hartman samler den moderne jazz på albummet under fællestitlen, Compass, skyldes det, at han undervejs i tilblivelsesprocessen har flyttet en del fra by til by og land til land. Dét er angiveligt noget, der har fyldt noget i hans liv, men det er altså ikke noget, der umiddelbart afspejles i materialet. For dét virker stringent og klart, men desværre også lidt ufarligt og forudsigeligt. Man fristes af samme grund til at tro, at Hartman i løbet af de fem år ikke for alvor har været udenfor egen komfortzone. Og dét er ærgerligt. For den guitarbaserede jazz kunne godt have fået mere kant.

***  /  AJH Music  /  62 min.