Den danske singer-songwriter, Stine Michel, er rundet af den danske visetradition. Og dét i en sådan grad, at man, når man lytter til hendes nye album, Blå Time, straks føler sig hensat til et andet årti. Nærmere bestemt til 1970’erne. Allerede med åbningsnummeret, Det fordærvede samlesæt, er det som om, man bliver bragt tilbage til den gang Trille og Eva Madsen huserede. Og indtrykket ændrer sig ikke afgørende, efterhånden som man lytter sig ind på albummets øvrige 11 numre. Vel er der en autenticitet og nerve i Stine Michels sange og musik, men som helhed virker hendes album tilbageskuende, for simpelt og for firkantet. Og dét er ærgerligt, eftersom hun ganske givet har meget andet og mere at byde på – f.eks. noget øjeblikkeligt, nutidigt, nærværende. Denne anmelder glæder sig momentant, når eksempelvis et nummer, som Til sorgen, bryder frem. For – trods temaet – lover dét godt. Nummeret er blåt, teksten fin og originaliteten mærkbar. Med andre ord: Der er nye højdepunkter på albummet, men for det meste skuffer det, fordi det er så retrospektivt.

***  /  Exlibris  /  40 min.  /  Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk