BOGANMELDELSE Anna Neye er hermed forfatter. Men før det – kendt for sin rolle i TV-satiren, Normalerweise. Med andre ord: Hun er som udgangspunkt komiker. Og dét smitter af på hendes bog – og på min læsning af hendes bog.
Det er således med ambivalens, jeg efter endt læsning lægger hendes bog fra mig. For på den ene side, er bogen – som forfatteren selv kalder ”en terapeutisk guidebog”, der henvender sig til hvide mennesker, der er i tvivl om, hvilket hvidt ben, de skal stå på i den multikulturelle verden – morsom. På den anden side er den ikke for alvor morsom!
Den handler om alvorlige emner som kolonisering og postkolonisering, om racisme og raciale strukturer. Men det er som om, forfatteren konstant nedtoner betydningen af / alvoren i disse emner, idet hun lægger en ironisk distance ned over. Derfor bliver min læsning kendetegnet ved en blanding af interesse og irritation. Interesse for det rationelle og irrationelle i mennesket, dét som skaber forudsætningen for etnisk adskillelse. Irritation over ikke klart at kunne fornemme, om forfatteren vil noget med det hele, andet end bare at underholde.
Jeg må ganske vist antage, at emnerne for Anna Neye er vigtige, eftersom hun selv er mulat, og eftersom hun selv har brugt tid på at skrive bogen og (sikkert sammen med en billedredaktør og grafisk designer) lokalisere det i øvrigt fascinerende billedmateriale. Men når hun for eksempel starter et afsnit med overskriften: ”Historien. Hvad skal vi bruge den til? Den er jo gammel.” Så undrer det mig, at forfatteren alligevel dykker ned i historien. Jeg er på det rene med, at overskriften skal få læseren til at le, men for mig at se er den ikke for alvor morsom – lige som meget andet i bogen ikke for alvor er morsomt. Og i hvert fald sår den tvivl om, hvorvidt det giver mening at fordybe sig i det historiske afsnit, som følger.
Når hun udvælger centrale citater fra centrale værker af europæiske tænkere – som for eksempel fra Montesquieus hovedværk, De l’esprit des lois – ”Disse skabninger er sorte over det hele, og næsen er så flad, at man dårligt kan have medlidenhed med dem” – rystes jeg over det biologiske, kulturelle og strukturelle snæversyn, som udgår fra disse tænkere. Og dét er godt. For dét er vedkommende. Og oplysende. Jeg bliver præsenteret for paradigmer, som få i dag ville forsvare.
Men når jeg øjeblikket efter konfronteres med endnu en omgang ironi, går luften lidt af ballonen. Og så er det, jeg spørger mig selv, om humoren mon er en løftestang – den, der skal få ikke-læsevante unge læsere trukket til truget. For er den dét, accepterer jeg for så vidt ironien. Men intet sted i bogen eller i det pressemateriale, som følger bogen, står der, at Emma Gad for hvide er målrettet unge. Derfor tænker jeg, at forfatterens tone i bogen (læs: ironien) kan være den mulige konsekvens af en ”arbejdsskade” fra komikermiljøet, den mulige konsekvens af en egentlig berøringsangst overfor emnerne, den mulige konsekvens af en lettere infantil tilgang til alvoren. Hvad, ved jeg bare ikke.
Under alle omstændigheder vil jeg anbefale bogen, fordi den i glimt tager fat på alvorlige emner og præsenterer disse glimt i oplysende, kort form – som billeder, citater, korte let læselige afsnit.
*** / Forlaget Gyldendal / 144 sider / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES