Keith Jarrett: Le Fenice

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Den amerikanske jazzpianist, Keith Jarrett, har opnået ikonisk status. I min optik er han da også den væsentligste, mest innovative, virtuose og originale jazzmusiker verden har set og hørt, siden Miles Davis døde i 1991. Keith Jarrett er født i 1945, fik sit store gennembrud i 1970’erne – først med en række legendariske soloplader (heriblandt The Köln Concert fra 1975), siden med en række næsten lige så legendariske trioplader (med Gary Peacock og Jack DeJohnette). I de sidste årtier har han (uomtvisteligt) været den globale jazzscenes mest afgørende omdrejningspunkt – en kunstner udenfor kategori. Derfor er det væsentligt, når han udsender nyt. Og det nye, Le Fenice, er væsentligt – et dobbeltalbum, der består af soloimprovisationer indspillet i Gran Teatro La Fenice i Venedig i juli 2006. Det verdensberømte, aristokratiske venue, har dannet ramme om Keith Jarretts seneste flow af inspiration, der fortrinsvis har udmøntet sig i en improvisatorisk skabelse af en suite af otte musikstykker foruden fire standards. Vanen tro er enkelte af Keith Jarretts improvisationer atonale kompleksiteter, andre melodisk let tilgængelige enkeltheder. Under alle omstændigheder herligheder, der afspejler den kunstneriske rækkevidde, ekvilibrisme og stringens, som samme år udløste The Golden Lion for a Lifetime Achievement. Prisen er før gået til komponister som Luciano Berio, Pierre Boulez, György Kurtág, Helmut Lachenmann og Steve Reich, men nu indgår improvisationsjazzens mester altså også i prisens analer. Og dette dobbeltalbum er den fornemmeste form for kvittering – et mesterligt værk!

***** / ECM Records / 88 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share