KONCERTANMELDELSE Alt andet lige høstede Peter Sommer aftenens største bifald – måske fordi publikum kunne mærke, at han havde noget på hjerte!
Ikke dermed sagt at aftenens andre acts ikke havde dét, men i tilfældet Peter Sommer var udtryksbehovet åbenlyst – hans stoiske ro, ydmyghed og ægthed, kombineret med hans poetiske åre, sårbare indsats og særegne position på den danske musikscene var måske det, der gjorde forskellen.
Peter Sommer blev, vanen tro, akkompagneret af Palle Hjorth på klaver, men fik overraskende også besøg af Mikael Simpson med mundharpe og siden af Søren Huus med flygelhorn. Især sidstnævnte konstellation udløste ovationer, som – bilder jeg mig ind – berørte manden i centrum.
Men publikations reaktion var forståelig – budskaberne taget i betragtning – og fortjent, for modsat flere af aftenens andre optrædende optrådte Peter Sommer og Søren Huus med ægthed og uden påtagede attituder.
Peter Sommer var første navn i andet sæt – et ud af otte navne, der lørdag aften rockede Koncerthuset – og således et øjeblik holdt live i den utænkelige tanke: at P6 Beat kunne komme til at overleve de bebudede slagtninger, som de ”liberale” og ”folkelige” danskere på tinge har formået at fremmane, og som ”sociale demokrater” ganske givet ikke vil rulle tilbage, selv om de skulle komme til magten efter et valg. P6 er dødsdømt, men – som en værterne sagde – musikken vil overleve. Og dét har han ganske givet ret i. Når jeg hører et nyere dansk navn som Fribytterdrømme, så tror jeg på fremtiden.
Fribytterdrømme overtog scenen efter Peter Sommer og sikrede med sine stærke guitarbaserede sange om livslyst og livslede, at der blev sat strøm til budskaberne. Orkesteret åbnede sine lille afdeling med nummeret, ”De Elysianske Mysterier”, og fejede med sin stilsikre, rå og uforfalskede kraft al modvind til side. Det samme gjorde efterfølgende Lydmor, som bare mere åbenlyst – med sin forunderlige elektroniske musik og fluorescerende neondans – rakte ud i fremtiden. Fribytterdrømme med Lau Ingemann Vinther Pedersen i spidsen og Lydmor aka Jenny Rossander er for mig at se to af fremtidens ustoppelige mestre – uanfægtet af om P6 Beat overlever. Med et internationaliseret nummer som ”Claudia” rækker Lydmor seriøst ud i en kunstnerisk horisont, der er videre end noget, de ”liberale” og ”folkelige” på tinge har set.
Koncertens første sæt havde Chinah sat i gang med et fluffy nummer, ”Strange Is Better”, sunget af en lettere introvert Fine Glindvad. Speaker Bite Me havde overtaget scenen og med overbevisende pondus af bl.a. Signe Høirup Wille-Jørgensen spillet uforfalsket guitarrock. Endelig var første sæt blev afrundet af metalbandet, Slægt, som havde afluret genrens attituder og kopieret dem.
Attitude havde Sterling også haft, da orkesteret som det allerførste havde åbnet aftenen på foyerscenen. Men desværre mere attitude end tyngde. Selv om Mads Nygaard havde forsikret os om, at lyset ikke havde været slukket i orkesteret i de otte år, der var gået siden sidste optræden, havde jeg ikke mærket et pay-off, der matchede den mulige arbejdsindsats og omtanke. Også i deres tilfælde havde attituden været vigtigere end indholdet.
Heldigvis blev den sløje start uigenkaldeligt forvandlet, da Peter Sommer tog hul på andet sæt. Og aftenen blev fint afrundet, da norske Kakkmaddafakka fyrede op under foyerscenen. Musikken levede og lever.
**** / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk