A Northern Code: Boundaries

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE A Northern Code er en nysgerrig, skotsk / norsk jazztrio, der består af Andrew Robb (kontrabas), Mathias Marstrander (guitar) og Sigurd Steinkopf (trommer). Trioen, der med Boundaries albumdebuterer, spiller en form for moderne nujazz, som fint balancerer mellem den melodisk, sfærisk, lette jazz og den mere komplekse, improviserede ditto. Resultatet af balanceakten er eminent – både fordi de tre musikere hver for sig er dygtige, men også fordi de som trio smelter sammen i en respektindgydende balance mellem en afbalanceret melankoli og en forførende fremdrift. De tre formår at komponere, arrangere og improvisere, så jeg lytter og naturligt fordyber mig; får lyst til at lytte og trænge dybere ind i værket, som fint hænger sammen fra start til slut. Vel er der højdepunkter – numre som Beslan og Red Street (begge skrevet af Andrew Robb) – men det er albummet som helhed, der aftvinger min respekt. Musikken har en iboende lyrisk og umiddelbar skønhed, men rummer også en original kompleksitet, der alt andet lige giver trioen et godt afsæt til en fremtid i moderne europæisk kammerjazz.

**** / Øra Fonogram / 41 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share