Niclas Bardeleben: N.O. in my Heart – Cph in my Blood

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Den danske jazztrommeslager, Niclas Bardeleben, pladedebuterer i eget navn med N.O. in my Heart – Cph in my Blood. Den unge mand, der bl.a. har kunnet høres som trommeslager i Niels Lan Dokys seneste trio (live og på album), kan selv – må jeg konkludere, selv om han på debuten i eget navn er omgivet af fem meget øvede danske (og halvsvenske) musikere: Jan Harbeck (tenorsax), Jesper Løvdal (klarinet og baritonsax), Henrik Bolberg (trompet og flygelhorn), Vincent Nilsson (trombones) og Lasse Mørck (kontrabas). N.O. in my Heart – Cph in my Blood er et stringent og meget overbevisende album med musik, der dels afspejler, at Bardeleben har en vibrerende kærlighed til den form for traditionel messingsuppe, som vi kender fra New Orleans, men også til den moderne tilgang til jazzmusikken, som vi kender fra København. Spændet – mellem den sumpede og svedige messingsuppe og den klare og meget afmålte, nordiske modernitet – formidles i hvert fald flot af Bardeleben og hans band. Materialet er solide N.O.-standards som Basin Street Blues, Jeepers Creepers og Someday You’ll be Sorry. Smukkeste nummer er i min optik Dear Old Southland, der åbner albummet og smukt lægger det svedige udgangspunkt for resten af det fabelagtige univers. Dette er det bedste N.O.-inspirerede album, jeg har hørt i nyere tid.

**** / Gateway Music / 49 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share