Clara Guldberg Ravn: The Flute Sonatas by Martinus Ræhs

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Den unge, danske fløjtenist, Clara Guldberg Ravn, pladedebuterer med et album, der så at sige løfter den danske barokkomponist, Martinus Ræhs (1702-1766), ud af glemslens mørke. Og heldigvis for det. For én ting er, at Ravn og hendes lille ensemble spiller med bemærkelsesværdig kompetence, noget andet er, at Ræhs’ fløjtesonater virkelig er værd at lytte til og fordybe sig i, noget nær formfuldendte som de er. Alene derfor er det prisværdigt, at Ræhs kommer frem i lyset. Når jeg f.eks. hører Ravn (og Anna Paradiso på cembalo, Mats Olofsson på barokcello og Jonas Nordberg på barokguitar) tage hånd om Sonate nr. 3 i C-mol slår det mig, hvor modent dvælende, velovervejet og stilsikkert, Ravn og hendes tre sidemen forløser sonaten. De går alle fire til ”arbejdet” med en imponerende disciplin og skaber noget virtuost og raffineret. Af de femten sonater for fløjte, som Ræhs komponerede, har Ravn hermed indspillet seks – og den gode nyhed er, at hun til et kommende album indspiller de resterende. Kvaliteten – også kompositionernes – er så høj, at man vitterligt kun kan glæde sig til næste opdatering.

***** / Arcantus / 68 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share