MUSIKANMELDELSE Hendes pladedebut, I’ll Be Seing You, vakte af gode grunde opmærksomhed, for her stod pludselig en ny – på én gang helt ung og erfaren – sangerinde, der havde en udtryksstyrke, der f.eks. fik undertegnede til at tale om en arvtager efter Diana Krall. (Jeg burde i samme moment have nævnt Marilyn Monroe)!
Siden har Ellen Andersson fra Linköping i Sverige rundet flere millioner aflytninger på de store streamingstjenester – så mange, at man i dag kan kalde hende en af Sveriges fremmeste og mest anerkendte jazzvokalister. Det er meget imponerende.
Selv fremstår hun imidlertid ydmyg – f.eks. overfor opgaven at videreformidle sange, som andre har skrevet. Hun kalder opgaven ”frygteligt skræmmende” og samtidig noget af det ”mest inspirerende”. Og det tror jeg, hun mener. For jeg fornemmer, at hun ikke bare er ydmyg, men også bevidst om sin egen udtryksstyrke og kvalitet som sangerinde. Tror, hun finder inspiration. I hvert fald forekommer det mig, at det er i det nævnte spænd, kvaliteten i hendes sang giver sig til kende.
Ellen Andersson synger, som på debuten, med en forførende, drævende og dyb – til tider kælen – vokal, der det ene øjeblik minder om Diana Kralls, det næste om Marilyn Monroes.
Som i tilfældet debuten består You Should Have Told Me af standards – hovedsageligt fra The Great American Songbook. Et enkelt nummer, ”Blackbird”, kan Ellen Andersson takke briterne, John Lennon og Paul McCartney, for. Også fordi netop dét er eminent fortolket. Ellers er de bedste numre på hendes nye album efter min mening de helt langsomme ballader – versioneringerne af Ray Henderson & Lew Browns ”The Thrill Is Gone” (udødeliggjort bl.a. af Sarah Vaughan og Ella Fitzgerald), af Sidney Lippman & Silvia Dees ”Too Young” (udødeliggjort i sin tid af Nat King Cole) og af Hoagy Carmichael & Jane Brown Thompsons ”I Get Along Without You Very Well” (udødeliggjort af bl.a. Frank Sinatra, Billie Holiday og apros pos Diana Krall). I alle tre tilfælde – og i tilfældet The Beatles – er det en sindssygt innovativ tilgang til materialet Ellen Andersson og hendes sidemen udviser. Og hertil en pragtpræstation af pianisten, Joel Lyssarides. Udtrykket er lysende klart, intenst og sanseligt.
***** / Prophone Records / 41 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk