BOGANMELDELSE

530 sider! Og så tilkendegiver rugbrødsjournalist Hasse Boe endda, at det kun er en begyndelse. At der kommer mange flere erindringer fra hans side!

Dét er overvældende. Og måske et billede på det, han nævner et sted i dette første bind – at ”journalistik er et kald, og at man skal skrive sin historie færdig i ét hug, så energi, engagement og sammenhængskraft er nærværende blandt buketter af sprogblomster.” Jeg ser for mig, at han – efter at have skrevet dette første bind – bare har skrevet videre om andre senere epoker i hans liv.

Men allerede nu kan jeg også sige, at Boe overvurderer, hvor interessant hans historie er. Meget af det, han bringer til torvs, står ikke historiens distance.

Hasse Boe er født i 1947, men Rugbrødsjournalist blandt stjerner kredser som udgangspunkt kun om ét årti – årene fra 1964 til 1973, hvor han var ung og ansat på dagbladet Demokraten i Aarhus. Der kan altså være mange bind i vente – hvis Boe har den opfattelse, at hans modne år har været lige så begivenhedsrige, som hans ungdoms år.

Rugbrødsjournalist blandt stjerner er rigt illustreret og rigt forsynet med afskrift af hele artikler – reportager, interviews, foromtaler og anmeldelser – fra hans tid som kultur- og musikjournalist på den socialdemokratiske avis i den jyske hovedstad. Det er alene, hvad dét angår, imponerende, så meget Boe har gemt (og/eller atter fundet frem). Men, må jeg tilføje, det er lige så imponerende så meget, han har valgt at viderekolportere – til trods for at meget af det, han viderekolporterer, netop var (og er) tidstypisk / aktuel rugbrødsjournalistik. Og til trods for, at han – som moden læser – må være klar over, at mange af hans reportager og interviews i virkeligheden er flade, kedelig, amatøristiske! Set på afstand.

Man forstår af bagsidetekster og af det uddrag fra bogen, som er gengivet på forreste bogflap, at man som læser vil være med, når Boe ”interviewer superstjerner som Jimi Hendrix, Duke Ellington og Monica Zetterlund”, når han ”drikker frokostøl med Elton John, hilser på Paul McCartney”, og når han er ”så tæt på Rolling Stones ved deres Aarhus-koncert, at Mick Jaggers sved, savl og spyt” rammer ham i ansigtet. Men ret skal være ret: Hasse Boe er ikke tæt på de mange stjerner – måske lige bortset fra Elton John. Og de reportager og interviews han som helt ung har begået er ikke så afsindigt læseværdige. Jeg forestiller mig heller ikke, at de mange artikler jeg selv som nyudklækket journalist har skrevet er interessante. Problemet er bare, at Hasse Boe åbenbart selv synes, de er værd at læse, eftersom han fuldt ud gengiver dem – i hobetal i afskrift. Hans interviews med stjerner som Jimi Hendrix, Duke Ellington, Monica Zetterlund og Karl Stegger f.eks. er så dårlige at man – set i bakspejlet – egentlig godt forstår, at avisen afgik ved døden. For er disse artiklers niveau en spejling af det generelle niveau på avisen, ville enhver kunne forudsige, at det måtte gå galt. Boes artikler – og i øvrigt i store træk hans erindringer – er præget af en eklatant mangel på perspektivering og (havde jeg nær sagt) redigering. Ikke forstået på den måde, at der er mange fejl i bogen, men den er fyldt med darlings, som burde have været aflivet.

Hasse Boe forholder sig ikke selv til sit eget anbefalende udsagn om god journalistik i bogform: ”Det drejer sig om evnen til at flette nødvendige fakta i små doser ad gangen ind i et flow af fortællinger. Det letter forståelsen af historierne. Lyd, lyd, lugt, farver og beskrivelser af følelser og sanser kan løfte en tekst op over det sædvanlige. Humor, skyld og skam, glæde og sorg, liv og død og andre følelsesbetonede modsætninger pirrer læserne og skaber også engagement, når man skrive lange formater, altså dybdeborende artikler eller bøger.”

Først små 300 sider inde i erindringerne præsenteres man som læser for nogle ”fakta” – d.v.s. artikler fra gamle dage – der holder et niveau, der rækker ud over det dagsaktuelle. Det er fire artikler fra 1971, som – sådan som de præsenteres her – hænger fint sammen og i øvrigt vidner om refleksion og selvstændig tankevirksomhed fra forfatterens side. Den ene af disse artikler handler om Let It Be-filmen og The Beatles’ opløsning, den anden om John Lennons nye album med The Plastic Ono Band, den tredje om George Harrisons første (tredobbelte) album i eget navn (All Things Must Pass) og den fjerde om Paul McCartneys tredje album med The Wings (Wings Wild Life). I disse artikler er der tilsammen et bud på en æras forandring. Interessant formidlet. Men altså næsten 300 sider inde i erindringerne.

Man kunne have ønsket sig, at forfatteren havde holdt alt sit materiale ud på afstand, besigtiget det og fremfor at belemre sine læsere med en masse ligegyldige detaljer (som kun er af interesse for de mest indviede, de nævnte og den nærmeste familie) havde skåret hårdt i materialet, undladt at gengive alle de mange interviews, foromtaler og anmeldelser; havde prioriteret hårdere; og havde prioriteret to show it rather than tell it.

** / Forlaget Mellemgaard / 530 sider