Sachal Vasandani & Romain Collin: Midnight Shelter

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Jeg ved ikke, hvem der fik idéen. Men samarbejdet mellem den amerikanske jazzsanger Sachal Vasandani og den franske jazzpianist Romain Collin er ekstraordinært og aldeles fremragende – at dømme efter deres stilfærdigt intime, fælles album, Midnight Shelter. De to kendte hinanden og mødtes under Corona-nedlukningen i en park, hvor de besluttede at lave et fælles album. Tonen på dette, Midnight Shelter, er mørk og dragende. Set-up’et enkelt: nedtonet sang med klaverakkompagnement. Og materialet – det er en blanding af egne, originale sange og en håndfuld kendte poprockballader som Nick Drakes River Man, John Lennon & Paul McCartneys Blackbird og Bob Dylans Don’t Think Twice, It’s All Right. Såvel den sensitive tone som simpliciteten og materialet afspejler en usikker tid, en eftertanke, en autenticitet og en tryg samhørighed, bilder jeg mig ind – midt i angsten og frustrationen over isolationen og den stadigt uforståelige, pandemiske virus. Sangene er indspillet lidt spontant, og det giver dem et forfriskende strejf og et råt skær, som man enten kan lide eller lader sig gå på af. Under alle omstændigheder fornemmer jeg en kunstnerisk frihed midt i isolationen. Mest gribende fremstår åbningsnummeret, Sachal Vasndanis og Erik Priverts Summer No School.

***** / Edition Records / 42 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share