MUSIKANMELDELSE

Bag det lidt insisterende kunstnernavn, Jeg er Jeanette, står danske Jeanette Christiansen, som på sit nye album, Vi må gerne være her, nok fremstår lidt prøvende, men som ikke desto mindre er etableret på den danske musikscene. Hun er 44 år og har skrevet sange og sunget kor for og med flere danske popnavne i de sidste mange år.

Men faktisk har hun sin baggrund i gospelmusikken. Og dette sidste forekommer mig oplagt at nævne, for jeg tænker flere gange på det, når jeg hører hendes ni nye sange. Når hun eksempelvis synger sig ind igennem en sang som ”Du har svaret på alt” sender alene hendes vokale volumen og spændvidde mine tanker i retningen af gospelmusikken. I netop dén sang demonstrerer hun, at hun kan andet og mere end det konventionelle. Hun har simpelthen en klang, der er værd at bemærke.

Men ellers må jeg sige, at albummet, Vi må gerne være her, primært udfordrer mig som den lytter, jeg er – optaget af poesi og musik, teknik og æstetik. Jeg føler, at jeg støder ind i noget andet – nemlig singer-songwriterens eget, terapeutiske projekt.

Af pressemeddelelsen får jeg det indtryk, at Jeanette er offer – blandt andet for mobning. Under ét: offer. Og dét bekræftes i teksterne, som er centrale i Jeanettes sange. Følgende sætninger indgår for eksempel (sammen med flere andre, lignende sætninger) i teksterne:

”Før du fælder dom / så prøv en gang at tænk’ dig om / og hør hvad du siger / det er skarpt som papir / se hvor det svier i mig”.

”Et menneske får skrammer / når livet viser klør / (men) Jeg vil favne livet (…) løbe ud i solen / lukke lys og varme ind / åbne op og sanse.”

Der er for så vidt intet i vejen med budskabet om, at man som menneske skal tænke sig om, inden man kommenterer andres udseende eller valg i livet. Vi må vitterligt gerne være her, alle sammen. Men Jeanettes insisterende selvudviklingsprojekt bliver bare lidt for lidt eller lidt for meget, lidt for banalt eller lidt for offeragtigt.

Selv om der instrumentalt / vokalt / teknisk er gode ting at sige – især om pianistens bidrag og vokalen – så opvejer det ikke den klaustrofobiske følelse, som det også udløser at lytte til den alt for private tematik og fraværet af distance.

Genremæssigt er musikken placeret midt imellem den tekstbaserede pop og singer-songwriting’en. Udtrykket er pænt og poleret. Virksomt. Men stadig pænt og poleret. Og fremfor alt: konventionelt. Og banalt. Selv om det tematisk handler om store, alment menneskelige størrelser som ensomhed, udsathed o.lign.

*** / Eget selskab / 35 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk