Ulla Britt Simonsen: Nøgen og natteblind

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Ulla Britt Simonsen er en erfaren, dansk singer-songwriter, der tidligere har medvirket på to plader med a cappella jazz, et større antal børneplader og en plade med fortolkninger af gamle rockklassikere.

Men – trods erfaring og modenhed – er det altså først nu, efter at hun har rundet de 50, at hun udsender en soloplade i eget navn. Det er til gengæld en plade, hvorpå hun helt bevidst forsøger at stille sig frem, nøgen og natteblind, med ridser og rynker, skrammer og stød – sådan som hun (og nok også vi andre) i virkeligheden er. Det er som om, hun med sine sange forsøger at smide al tøjet og blotte sit livs faktiske skrammer – foruden, selvfølgelig, de stedvise hudflader, hvortil solen er sluppet igennem.

Hendes sange kredser om samtalen mennesker imellem. Om den åbenhed, der kan vise os andres sande ansigter. Og om den blindhed, der kan forhindre os i at se andres sande ansigter.

Musisk? Ja, der befinder vi os et sted imellem det moderne og det retrospektive. Mellem poppen, R&B’en og folkemusikken.

Men, ja, jeg har det personligt lidt svært ved at forstå, hvilken blikretning, jeg opfordres til at anlægge: Ulle Britt Simonsen er nøgen, men skal jeg kigge på hende? I givet fald helt præcist hvor på hende? Jeg ved det ikke. Bliver i virkeligheden lidt paf over den insisterende nøgenhed, den direkte tale (den svigtende lyriske kvalitet) og den musisk / genremæssige diversitet, som måske i virkeligheden dækker over en teknisk / kunstnerisk usikkerhed.

Når jeg hører åbningsnummeret, ”Det bliver sagt”, hører jeg en sammensmeltning af Barbara Moleko og Anne Dorte Michelsen. Når jeg hører det andet nummer, ”Ord der blæser i hovedet” hører jeg en sammensmeltning af Eva Madsen og Katinka.

Disse navne siger meget godt noget om spændvidden / diversiteten. Men måske også noget om nogle valg, der ikke er blevet truffet.

Ikke desto mindre er der numre på solopladen, som står så stærkt, at de alene gør pladen lytteværdig. Et nummer som ”Hjertestorm” er et eksempel. På dét vokser Ulla Britt Simonsen som udøvende.

*** / Stille Støj / 31 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share