Impromptu: Impromptu

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Impromptu er navnet på et nyt, dansk improjazzband bestående af rutinerede kræfter: Jeppe Gram på trommer, slagtøj og orgel; Daniel Franck på kontrabas; og Aske Jacoby på guitar, loop pedal og stemmebånd. Musikken er indspillet live i studiet, er helt igennem improviseret og siden redigeret af Jeppe Saugmann alias Abdullah S. Forud for indspilningen var en erfaring indhentet, idet Gram i februar 2020 havde booket en koncert på Blågårds Apotek i København. Igen og igen fortalte han sine medspillere, Franck og Jacoby, at de bare skulle møde op – han ville have en plan med sig. De skulle bare møde op til lydprøve. Men planen viste sig at være, at han ingen plan havde. Ingen playliste, ingen standards. Kun en plan om at lokke de andre med ud i en gang ren improvisation. Aftenens tre sæt blev efter sigende magiske. Derfor mødtes de tre igen – efter første Corona-nedlukning – denne gang i et studie. Og igen improviserede de! Siden greb Saugmann materialet og nu kan vi andre så nyde godt af alle de involveredes indsats og af musikken, der er som en trylledrikke med varianter af smagsnuancer. Det er ikke jazz i konventionel forstand, ikke pop, ikke rock, ikke fok, ikke blues, ikke funk, ikke elektronisk musik. Men måske lidt af det hele. Velfungerende, velklingende og veludviklet improvisationsmusik af en særlig ekspressiv, men også balanceret beskaffenhed. Man fornemmer en moden tyngde, en årvågen skarphed, en seriøs friskhed, som er fængende. Derfor er oplevelsen også – som på Blågårds Apotek – magisk.

*****  /  little sprout/Giant Birch  /  41 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share