Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Best Of

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Når man kan udsende et dobbeltalbum med titlen, Best Of, så har man da (op)nået noget. Kun ét forekommer mig at være finere: forudsætningerne for at kunne udsende et dobbeltalbum med Greatest Hits.

Danske Thorbjørn Risager og hans Black Tornado udsender efter tyve år i branchen deres Best Of – et dobbeltalbum, hvor hvert af disse album peger på ét årti i branchen: det første og det andet årti.

Vel kan jeg fornemme, at rutinen kommer til med årene, men ellers finder jeg det påfaldende, at Thorbjørn Risager fremstår så konsistent og stilsikker – trods et spænd på næsten tyve år mellem det ældste og det nyeste nummer. Thorbjørn Risagers sange er uforfalskede, dybfølte og personlige – før og nu. Og så er de drevet af en respektindgydende pondus, en åbenlys kærlighed til blues-musikken og en personlig tilgang til smerten, længslen, kærligheden og alt det andet, der driver ned ad væggene i en rigtig blues-sammenhæng.

Personligt foretrækker jeg de af Thorbjørn Risagers numre, der har karakter af ballader, om end de ofte læner sig op ad country eller soul. Det er numre som ”Stand Beside Me”, ”I Won’t Let You Down” og ”Heart of the Night” fra første årti og ”I Used to Love You”, ”Never Givin’ In” og ”Through the Tears” fra andet årti. De nævnte ballader er stilsikre og farvet af en særegen personlighed / troværdighed.

Men også mere rå og modne energiudladninger som ”Dreamland”, ”Sin City” og ”High Rolling” er magiske – alene i kraft af deres energiniveau.

Og nok så væsentligt – fælles for alle Thorbjørn Risagers numre er, at de kunstnerisk er skarpe, nok båret af en troværdig vokal, men også af et forrygende, instrumentalt back-up – glødende guitarriffs, fint afbalancerede blæsere og et trommespil, der matcher ambitionerne. Thorbjørn Risager & The Black Tornados Best Of er af samme grund så absolut berusende.

****  /  Ruf Records  /  98 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share