Lisa Ekdahl: Grand Songs

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Lisa Ekdahl behøver ikke den store præsentation i Danmark, for sangerinden fra Sverige er et stort navn i hele Skandinavien, og det har hun været, siden hun i 1994 udsendte sit fortjent anmelderroste, svensksprogede debutalbum, Lisa Ekdahl, som blandt andet rummede signaturnummeret, ”Vem vet?” Det nummer alene er blevet streamet mere end 17 millioner gange på Spotify.

Siden debuten har Lisa Ekdahl udsendt godt en halv snes album, senest Grand Songs – et album med versioneringer af såkaldt ”store”, engelsksprogede sange. Det er sange, der har det tilfælles, at de er blevet hængende i æteren som følge af deres kunstneriske/lyriske bæredygtighed.

Et eksempel er ”You’ve Lost that Loving Feeling” fra 1967 – udødeliggjort af The Righteous Brothers. Det nummer har mange andre igennem årene taget livtag med – blandt andre Elvis Presley, Dionne Warwick, Phil Collins, Paul Young og Steve Tyrell. Lisa Ekdahl gør sangen til en sanseligt smuk sag med et iboende, næsten intimt vemod. Arrangementet og akkompagnementet er eminent og versioneringen næsten på højde med originalen. Et andet godt eksempel er versioneringen af James Taylors ”You Can Close Your Eyes” fra 1971. Den sang er så raffineret, så lyrisk moden og dragende, og også i dét tilfælde er arrangementet og akkompagnementet eminent.

Dårlig på det nye album er til gengæld versioneringerne af Billie Eilish’ ”Wish You Were Gay” fra 2019 og af Fabian Andres, Wilbur Schwandts og Gus Kahns ”Dream a Little Dream of Me” fra 1931. Det der er så uudholdeligt ved Lisa Ekdahls udgave af de sange er, at hun synger så kælent, så pattet, så barnligt. Det er generelt mit problem med Lisa Ekdahl – at hun synes at finde behag i en form for indladende regrediering. Hun er 50 år, men synger i de to sange (og i øvrigt ofte), som var hun en sløvet, simpel teenager.

I et nummer som ”Stop! In the Name of Love” – udødeliggjort af Diana Ross og The Supremes i 1965 – synger Lisa Ekdahl også kælent og pattet, men koret, akkompagnementet, strygerne – alt omkring sangerindens stemme gør alligevel nummeret lytteværdigt. Det samme er tilfældet med versioneringen af Bob Dylans ”Most of the Time” fra 1989. Her er det især klaveret og den sprøde saxofon, der sammen med stemmens pauseringer, løfter helhedsindtrykket til noget bemærkelsesværdigt.

I den forstand kan man sige, at en af styrkerne ved albummet er intimiteten og de eminente elementer bag stemmen. Men det ville klæde Lisa Ekdahl som sangerinde at søge et mere modent og jordbundet snarere end luftigt udtryk.

****  /  Sony Music  /  37 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share