Bremer/McCoy: Natten

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den danske duo med det internationalt klingende navn består af to tidligere skolekammerater, bassisten Jonathan Bremer og pianisten Morten McCoy. De to debuterede i egne navne (om jeg så må sige) i 2013. Nu udkommer så deres femte album. Og det med afsæt i en karrierestart, der fra begyndelsen har været præget af kunstnerisk succes, priser og ros.

Bremer/McCoys musik er minimalistisk loungejazz med et umiskendeligt nordisk præg, et element af moden melankoli, en stram enkelhed, klar stringens og nok så væsentligt: en særegen kompromisløshed.

Alt er melodisk og let at fatte, men ikke af den grund én-dimensionalt. Og det er dét, der er så fascinerende, når talen falder på Bremer/McCoy. De to danske musikere har vitterligt fundet en god balance mellem det helt enkle og det meget facetterede i deres cykliske musik. Og de beviser endnu engang, at de både kan fastholde deres profil og udvide deres spektrum.

Der er en forfriskende glød i materialet på Natten. Et moderne tilsnit. Et godt humør, vil jeg næsten sige – målt i forhold stemningen på det forrige album, det ellers helt eminente Utopia fra 2019. Man skulle ganske vist tro noget andet, når man hører titlen på det nye album, Natten. Men der er altså mange lysindfald på Natten. Antydninger af dagslys. Hør for eksempel et nummer som ”Gratitude – varmen, glæden, taknemmeligheden over den forestående solopgang fortrænger her den mørke nat og melankolien. På nummeret, ”Måneskin”, fortrænger fuldmånens lys nattens skygger.

Stadig er musikken stille og nænsom; præget af og egnet til ro og fordybelse, noget næsten drømmeagtig. Stadig er forbindelsen tilbage til svenske Jan Johansson og den nordiske tone evident. Men musikken på Natten rummer altså også denne nye, næsten ungdommelige optimisme.

Og så kan man næsten høre, at numrene, selv om de alle er instrumentale, er båret af et narrativ. Historien på førstesinglen ”Mit hjerte kredser eksempelvis om det at møde et menneske, som åbner nye dybder i en selv. Jeg vil påstå, at man ved aktivt og opmærksomt at lytte til de spirituelle lag i alle Bremer/McCoys 11 nye stykker musik kan finde nye dybder i sig selv.

*****  /  Bremer/McCoy Music/Sony Music  /  40 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share