Myrkur & Copenhagen Phil live i Konservatoriets Koncertsal

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

KONCERTANMELDELSE

I 2017 udsendte Amalie Bruun aka Myrkur albummet Mareridt med egne, originale sange – en blanding af luftig sirene-skønsang, nordisk folkemusik og black metal. Gaffas anmelder kaldte sangene / musikken ”smittende” (det var før Coronaen), ”ruskende”, ”foruroligende”, ”dragende” og ”nærværende”. Og opsummerende: ”Det er blidt, hårdtslående, smukt, grimt og forbandet medrivende.”

Onsdag aften gik Myrkur på scenen i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal i det gamle Radiohus på Frederiksberg – og det til en symfonisk opsætning af materialet fra Mareridt. Med på scenen havde hun syv sangerinder fra koret STAKA foruden symfoniorkesteret, Copenhagen Phil, under ledelse af James Sherlock. Som den første af tre vokalkunstnere, der alle skal optræde med Copenhagen Phil i denne uge, skulle Myrkur trykteste sit materiale i den nye, symfoniske opsætning – som led i den tilbagevendende ”festival”, 60 minutes. (Torsdag gælder det Christopher og lørdag Peter Sommer).

Og jeg må sige, at det fungerede! Selvfølgelig takket være Myrkur, der notorisk er en autoritet på scenen, men også takket være komponisten / arrangøren, Karsten Fundal (der tidligere har arrangeret musikken til Copenhagen Phils 60 Minutes-koncerter med blandt andre Den Sorte Skole, Mew og Efterklang). Det oprindeligt meget vokal- og guitarbaserede Mareridt fremstod med Fundals indsats og Copenhagen Phils og STAKAs optræden, som et gedigent, stryger- og slagtøjsbaseret, narrativt værk af Guds nåde. Fundals arrangementer byggede således fornemt bro mellem det oprindelige Mareridt og det nye, og dermed udvidede det oplevelsen af det, der må have været Myrkurs oprindelige hovedpointe: fortællingen. Måske blev fortællingen bare en my mørkere onsdag aften.

I hvert fald kom vi, synes jeg, tættere på det nordiske folkesagn, den nordiske mytologi. Jeg så og hørte for mig – nordatlantiske vokalkunstnere som Björk og Eivør med flere. Når jeg for eksempel hørte Myrkurs nye, symfoniske versionering af nummeret ”Crown”, så anede jeg bag om kompositionen Björks tyve år ældre nummer ”Jóga”. Jeg fornemmede det samme mørke, den samme storm, den samme angst, som i Björks fortælling. Det samme følelsesmæssige alarmberedskab. Jeg anede også mere generelt en forbindelse til Eivørs (og arrangøren, Peter Jensens) symfoniske værk, ”At the Heart of a Selkie”. Hvor Eivørs værk rummede et lyst perspektiv, en kærlighed og overgivelse, var Myrkurs univers bare meget mørkere og mere ildevarslende. Mere ind til benet, ind til den uforfalskede sorg, smerte og rædsel.

Udover numrene fra Mareridt bragte Myrkur og Copenhagen Phil og STAKA to nye numre fra Myrkurs side til torvs. To ”eksperimenter”. De nye (integrerede) numre, ”Devil in the Details” og ”Like Humans”. Vel kan man forestille sig, at disse numre vil tage sig anderledes ud, når de rammer et album, men de lovede godt for fremtiden. For der er ingen tvivl om, at Myrkurs fortælling havde styrken til at ”overleve” tryktesten.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share