KONCERTANMELDELSE
Der er noget forunderlig skønt over at opleve en erfaren herre (eller kvinde for den sags skyld) indtage en scene. I hvert fald, når denne herre er Peter Sommer.
For med Sommer indfinder der sig en forunderligt afklaret ro og ægthed – midt i mørket og melankolien.
Peter Sommer er jo ikke mere en vårunge. Snarere er han en mand på vej ind i sin sensommer, sit tidlige efterår. (Han er 47 år) Det er i hvert fald det, han ligner – en erfaren, grånende herre. Og det er det, han synger om.
Tag et nummer som, ”Dødsruten”, som han har skrevet sammen med blandt andre Knud Romer. Som Peter Sommer sagde i sin præsentation af nummeret: Det er et julenummer – men vel at mærke et nummer, der handler om den første jul, man som enlig, afdanket og lettere alkoholiseret herre holder – efter skilsmissen og forliset af drømmen om et ganske normalt familieliv. Nu står man tilbage, som herre – oppe i årene, alt andet end attraktiv, lidt fortabt bag en vogn. (Lidt som hovedpersonen i Per Pettersons seneste roman, Mænd i min situation). Man står der ikke nødvendigvis som en hjemløs bums, men noget, meget, alt er gået galt. Tilsyneladende. Og nu står man der.
Det er nok ikke tilfældigt, at Peter Sommer netop har fundet sammen med Knud Romer om at skrive dén sang – eller for den sags skyld sangen, ”Théme de la Cigarette”. Begge understreger den stærke mands deroute. Lige som mange af Peter Sommers egne numre gør – for eksempel de store hits ”Til rotterne, til kragerne, til hundene” og ”Skønne spildte kræfter” foruden nyere numre som ”De uforelskede i København” og ”Vi kender ikke hinanden mere”. Jeg tror, Peter Sommer og Knud Romer, begge har nogle egne erfaringer og bristede illusioner at trække på – måske med varierende styrke, men ikke desto mindre.
Og for os andre er dét en gave. For deres elendighed eller forståelse heraf formidles med styrke, sindsro og sjæleligt nærvær – så troværdigt og ægte, at man så at sige suges ind i de konkrete tilstande.
At Peter Sommer så – som på scenen i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Koncertsal (den gamle koncertsal i Radiohuset på Frederiksberg) – kan optræde med sit faste orkester, Tiggerne, og noget så ekstravagant som hele Sjællands symfoniorkester, Copenhagen Phil, gør bare erfaringen desto dybere. Derfor udviklede koncerten lørdag aften sig også til en noget nær sjælerystende oplevelse med fine ornamenter. Arrangementerne, som Christian Balvig, stod bag, understøttede til fulde Peter Sommers desillusionerede budskaber.
***** / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk