KONCERTANMELDELSE
Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det var, men noget manglede i Store Vega, og det selv om Tina Dickow notorisk er en dygtig sangskriver, en dygtig vokalist, en dygtig guitarist – generelt en dygtig artist og formidler (hvilket hun igen-igen beviste). Alligevel manglede der noget i Store Vega. Noget nerve, noget kant.
Entusiasmen var der, den åbenlyse glæde ved atter at stå på scenen og som hun sagde – stå overfor det publikum, som udgør et spejl – med de sange, der oprindeligt bare havde været hendes egne, men som nu var vores, og som med vores modtagelse vendte tilbage til hende.
De sange, hun for eksempel hjemme i Island havde troet ville kalde på fællessang i Danmark, gjorde det ikke, mens andre gjorde. Og tilsvarende: Der hvor hun oprindeligt havde tænkt, at hun efter eget udsagn skulle have været protestsanger og skabe grobund for en bedre verden, havde hendes tekster vist sig at blive af en anden støbning. Dét til trods var der mandag aften modstand, iblandt.
Materialet mandag aften var strengt taget, men ikke helt, opdelt i to dele – en dansksproget (første sæt) og en engelsksproget (andet sæt). Tina Dickows nye, dansksprogede plade, Bitte små ryk – hendes første – udkom for bare få uger siden, og de fleste af sangene fra den sang hun i Store Vega, enten i nedbarberet form eller med fuldt udtræk. Det var sange som ”Lykken er”, ”Bitte små ryk”, ”Lidt mere menneske”, ”Menneskedyr” og ”Jeg har så travlt”.
De to sidstnævnte sang hun med henholdsvis Kjartan Arngrim og Helgi Jonsson ved sin side – gennemført og smukt afbalanceret. Men smukkest i første sæt stod altså førstnævnte sang – en intim sag, som selvfølgelig påkaldte sig et afdæmpet spejlbillede. Og dét spejlbillede ville alt andet lige have været lettere at se for sig, hvis publikum havde siddet ned. I den forstand fandt jeg, at de største øjeblikke i Tina Dickows koncert matchede et andet rum end Store Vegas. Det er muligt, at rammerne til koncerten søndag aften, Operaen i København, (som hun sagde) havde været højtidelige. Men Store Vegas var lidt det modsatte – om end publikum var opmærksomt lyttende og ydmygt deltog i fællessangen.
Balladerne, det intime rum (snarere end protestsangene), dét er Tina Dickows stærke kort. Hvilket hun bekræftede, da hun efter andet sæt sang og spillede et af sine største hits, ”Open Wide”, som ekstranummer.
Men mest af alt – det er glædeligt, at hun, som den storyteller hun er, har besluttet sig for at skrive sange på sit modersmål. Selv har hun i interviews sagt, at tanken opstod i kølvandet på hendes bogudgivelse for nogle år siden. Jeg husker da også, at jeg i min anmeldelse af bogen undrede mig over, hvorfor hun stejlt holdt på, at det var lettere at fortælle historier / skrive sange på engelsk. Hun har nu påvist, at hun også kan på dansk. Endda skrive en sang, hvori det meget konkrete ord ”telefonen” indgår. Måske er hun ved at gå Jan Sonnergaard i bedene – manden der skrev en bog, hvori ordet ”radiator” indgik i titlen.
Uanset hvad er det den intime storyteller, der trækker i mig. Som dét kan hun noget. Men i set-up’et i Store Vega, hvor intimiteten ikke er så oplagt, der savnede jeg nerve og kant.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk