KONCERTANMELDELSE
Det britiske kammerpop-orkester, Tindersticks, udsendte for nogle få måneder siden combilationen, Past Imperfect – the Best of Tindersticks ’92-’21. Samlingen / boksen var bandets og især dets leder, Stuart A. Staples, forsøg på i kronologisk orden at opresumere, hvad der er sket og kommet ud fra orkesterets side i løbet af de 30 år. Med andre ord – combilationen var orkesterets egen markering af 30-års jubilæet.
DR Koncerthuset havde da også på forhånd lagt op til noget ekstraordinært – idet det forlød, at ”skelsættende” Tindersticks under deres igangværende, europæiske turné ville optræde med fuldt orkester og gæster, ”et ganske særligt line-up” og ”et unikt show i Koncertsalen”. Med andre ord: DR havde skruet publikums forventninger op. Selv har jeg med glæde og entusiasme fulgt orkesteret igennem mange, mange år, så salgstale eller ej: Jeg havde glædet mig.
Men oprigtig talt: Jeg blev skuffet. Jeg er enig i, at Staples med sin inciterende vokal og Tindersticks med den nedtonede pop i løbet af de 30 år har skabt et meget unikt univers. Men fredag aften balancerede Stuart og Tindersticks med den retrospektive minimalisme også på kanten til det kedelige. Vel var der fredag aften højdepunkter – de smukke ballader, ”Another Night In” og ”Trees Fall”, var sådanne – men flere gange undervejs i jubilæumskoncerten sad jeg også lettere febrilsk og lyttede efter detaljer, som kunne godtgøre, at minimalismen fortsatte. For ærligt talt: Flere af sangene grænsede musisk til det banale, til en form for simpel kammer-country med naive tekster om hjerte og smerte. Det, der kunne have været en smuk form for melankoli og eftertanke, blev i flere tilfælde banaliteter uden stor dybde og tekniske udfordringer.
Stakkels musikere, tænkte jeg. Nok var de dygtige, men i lange passager måtte de altså også kede sig – så lidt som materialet fordrede. Kun to elementer brød så markant med minimalismen og det kedelige, at jeg forblev fan: Trompetisten Terry Edwards brillerede og brød med sit vitaminrige spil kedsomheden, og det samme gjorde de tretten medvirkende strygere. Edwards var manden bag flere af strygerarrangementerne, og netop skønheden i disse arrangementer kombineret med råheden i Edwards eget trompetspil var for mig koncertens højdepunkt. Vel fik jeg også bekræftet, at Staples vokal er inciterende, men nej, hvor jeg ønskede mig, at kerneorkesteret havde fået mere plads; at dets arrangementer var blevet mere udfoldet; at der i live-sammenhængen var blevet tilladt flere nuancer. For i bund og grund elsker jeg det mørke, melankolske og inderlige univers – hvis særlige kendetegn netop er Staples’ barytonvokal – men fredag aften var det altså som om, netop den – og materialet – indkapslede et univers, der kunne og burde have været større og dybere.
Intimiteten lykkedes Stuart og orkesteret til gengæld med at fastholde – især i det afsluttende ekstranummer, ”Tiny Tears”, der om noget indkapslede Tindersticks udtryk.
*** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk