August Rosenbaum: Songs People Together

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Danske August Rosenbaum (kendt og anerkendt internationalt) startede sin karriere som en forunderligt frisk, moderne og innovativ jazzmusiker, -pianist og –komponist. Men i de senere år har han genremæssigt flyttet sig over i retningen af den mere skulpturelle, elektroniske musik, den mere moderne, minimalistiske neoklassicisme og elektropoppen. Med sit nye album, Songs People Together, må man slet og ret kalde hans genrevalg drømmepop med elementer af soul.

Det mest overraskende ved hans nye plade og drømmepoppen er ikke, at han præsenterer samarbejder med vokale gæster som Jada, Emi Wes, Coco O. og Kool Keith og i øvrigt med harpenisten Selma Judith og trommeslageren Rasmus Littauer (fra School of X). Det mest overraskende er, at August Rosenbaum selv synger. Og at han (som noget nyt) har skabt hovedparten af pladen sammen med andre – heriblandt især sangskriveren og produceren Robin Hannibal.

Når jeg hører pladen tænker jeg ikke, at her er en mand med en stor stemme. Men August Rosenbaums vokale indsats er alligevel imponerende – hans forhistorie taget i betragtning. Vel er hans vokal produceret til uigenkendelighed, men den fungerer på pladen med de ti tracks, som alligevel alle er gennemproducerede. Numre som ”Hypnotized” med Jada og ”Seconds” med Coco O. er strømlinede sager, som potentielt kan indtage enhver popradiokanals spilleliste – uanset om kanalen måtte befinde sig i Los Angeles, London eller København. Men også de tracks, hvorpå August Rosenbaums vokal står alene, har potentialet til air play.

August Rosenbaum har tidligere arbejdet sammen med Coco O. i gruppen Quadron, så deres samarbejde er etableret. Men selv om flere andre samarbejder er af meget nyere dato, så fremstår de alle som velfungerende og facetterede. Det klæder således både August Rosenbaum at bringe sig selv ud på glat is og samarbejdspartnere som eksempelvis Jada at blive svøbt i entreprenørens melodisk dragende lydlandskab.

Tekstuelt kredser de ti sange om sager som kærlighed, fællesskab og tillid, om det at vokse (sammen) med andre og om det at såre, splitte og miste (jævnfør pladens titel). Og selv om alle ti sange umiddelbart fremstår som tilgængelige, enkle, så rummer de også hver for sig – og sammen – nogle åbenbaringer, som gør pladen som sådan væsentlig.

****  /  Escho  /  36 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share