Fredrik Lundin & Odense Jazz Orchestra: It Takes All Kinds to Make a World

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Fredrik Lundin er ubetinget en af Danmarks største saxofonister, en af landets mest rutinerede og innovative musikbegavelser. Derfor er det altid spændende, når han udsender nyt – spændende at høre, hvad han nu har sat i spil. Hans nye album, It Takes All Kinds to Make a World, er ingen undtagelse. Musikken herpå er tænkt stort. De seks skæringer er skrevet til og arrangeret af Fredrik Lundin for Odense Jazz Orchestra (det tidligere Tip Toe Big Band), som sikkert dirigeres af Torben Sminge, og som Fredrik Lundin selv optræder foran som en suveræn solist. Musikken? Ja, der er noget næsten desperat over den, noget alarmerende og voldsomt. Fredrik Lundin siger da også, at musikken er et ”rekviem for de mange levende eksistenser, det er lykkedes menneskeheden at udrydde” og en ”opfordring til at udvise ydmyghed, tolerance, generøsitet, åbenhjertighed og fordomsfri nysgerrighed overfor vores omverden”. Alt dét har han efter sigende bygget ind i sine kompositioner. Og jeg kan bekræfte, at det er lykkedes. Som lytter tror jeg på hans engagement og på hans ønske og vilje til selv at yde en indsats for at gøre verden til et bedre sted – både for dyr og mennesker. Fredrik Lundins sans for farver, ja, for hele paletten, er åbenlys. Ligesom hans sans for såvel det voldsomme som det smukke. Smuk og lovende er f.eks. nummeret, Walk With Me, My Friend. Herpå hører man komponistens / instrumentalistens uhyre sanselig spil på saxofonen. Voldsomt er til gengæld eksempelvis åbningsnummeret, Desperate Times, Desperate Measures.

****  /  April Records  /  41 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share