KONCERTANMELDELSE
New York City er hendes by. Det var her, hun live-debuterede i 1971.
Det var her, hun først blev en intellektuel indierockmusiker og siden en anerkendt sangskriver og sanger, litterat og forfatter.
Hun er den ”ægte vare”. Intellektuel. Indigneret. Vred. Politisk engageret. Men også romantisk. En til en. Transparent.
I 60erne og 70erne blev hun en af de centrale figurer i New Yorks kunst- og kulturliv – her så man hende sammen med folk som Andy Warhol, Lou Reed, John Cale og Tom Verlaine. Selv blev hun den, der bedst formåede at forbinde indierocken og poesien.
Kritikere har kaldt hende ”punkens gudmor”, men hun har aldrig delt punkens nihilisme og destruktive etos. Og dog repræsenterer hun indignation og vrede. Hun er idealist. Og som nævnt – politisk engageret. Optaget blandt andet af kampen for social retfærdighed og kampen for klimaet.
Derfor er sangen, ”People Have the Power”, også blevet en af hendes signatursange – en af de sange, der når udover scenekanten og griber publikum ved råt og brutalt at opildne til at tage magten tilbage fra magthaverne. Både for at opnå retfærdighed og for at overvinde eksempelvis klimatrusler.
Som nævnt, hun er idealist og lægger ikke skjul på sin dagsorden omkring klimaet, brugen af plastik, rent drikkevand som ressource, etc. Torsdag aften undskyldte hun sågar, at hun havde taget vand med på scenen i en plastikflaske – men hun havde brug for vand, undskyldte hun. Hendes stemmebånd havde brug for vand.
Hun bekendtgjorde, at hun havde allergi, og at den havde sat sig på hendes stemme. Da en kvinde blandt publikum råbte: ”Allergy is punk”, svarede hun tørt: ”If allergy is punk I’d rather be mainstream”.
Det gode var, at hendes stemme havde forandret sig, så hun nu var i stand til at synge i et dybere leje. Og det gjorde hun. I det der var hendes første koncert i 2023 sang hun for eksempel en formidabel hyldestsang til og af Tom Verlaine – hendes gamle ven og sideman, som døde tilbage i januar i år efter længere tids sygdom. Hun hyldede ham – som menneske og kunstner – smukt og insisterende.
Hun hyldede også miljøforkæmperen Neil Young. Sang hans ”Mother Nature”. Sang sin egen og Bruce Springsteens ”Because the Night” og selvfølgelig sin helt egen, legendariske ”Gloria” foruden nogle sange, som hun havde skrevet sammen med sin afdøde eksmand, guitaristen Fred ’sonic’ Smith (far til sønnen Jackson, som eminent akkompagnerede sin mor på scenen med sin guitar). Og alt gjorde hun til den store guldmedalje.
Alligevel var det som om, hun ikke helt var sig selv. Som om hun var lidt rusten – hvilket man nok godt kan blive, når man ikke har optrådt i et halvt år og i mellemtiden er blevet 76 år. Hun var lidt ”forsinket”, usikker (?), måske diffus i de lange pauser mellem numrene. (Var hun i virkeligheden blevet gammel?) Men samtidig var hun skarp i replikken, kontant og sjov.
Måske bare påvirket af, at hendes guitar var kommet til skade i tolden i Københavns Lufthavn (og lykkelig for, at en ”cool guy” i K.B. Hallen havde formået at få den repareret på rekordtid). Måske bare påvirket af allergien.
Uanset hvad var Patti Smith stadig en troværdig og ægte autoritet. En kontant, begavet og right-in-your-face-agtig kunstner – som altid. En ægte New Yorker.
****