BOGANMELDELSE

Undervejs og stadig – efter endt læsning – er jeg betaget over – og i realiteten berørt af – flere af karaktererne og det, de udsættes for eller udsætter hinanden for, i Lena Anderssons dramatisk / analytiske bog, Studie i menneskelig adfærd.

Hvad Studie i menneskelig adfærd er for en bog fremgår ikke af omslaget. Men i forordet skriver den prisvindende, svenske forfatter, at den ikke er en roman og ej heller en samling af noveller eller fortællinger, snarere moraliteter ”hvis den betegnelse stadigvæk havde været i brug”. Teksterne er ifølge forfatteren skrevet med ”casestudier i tankerne”, og fordi disse casestudier er fiktionaliseret ”bliver de noget andet, brudstykker af liv, belyste fænomener”.

De moraliteter, brudstykker eller fænomener, der er tale om, vil jeg kalde tildragelser. Påførte såvel som nedarvede og selverhvervede. Og nok så væsentligt – tekststykkerne er nok adskilte størrelser, men også på forskellig vis sammenhængende. De er som hændelser eller samtaler set gennem prismer, der kaster forskelligt lys ind på karaktererne, som kan variere og/eller gå igen. Flere af de skildrede personer, møder man igen – i andre livsfaser, situationer eller sammenhænge – det ene øjeblik som hovedpersoner, det næste som bipersoner. Netop dét gør Studie i menneskelig adfærd ekstraordinær.

Alle tekststykkerne er læs- og prisværdige studier i menneskelig adfærd, i afstumpethed, løgn, ærlighed, indbyrdes kommunikation, manipulation etc. De skildrer for størstedelens vedkommende upåfaldende kvinder, der presses ud i ekstremer; kvinder der kynisk positionerer sig på bekostning af andre; kvinder der bliver ydmyget, afskediget eller forladt; kvinder der på overfladen fortryder noget, men i realiteten bebrejder andre og fralægger sig ansvar; kvinder der er frygteligt uærlige eller netop så ærlige, at de støder sig.

I den forstand er det rigtigt, at tekststykkerne fremstår som casestudier. Og jeg er ikke i tvivl: Lena Andersson ved, hvad hun vil med moraliteterne. Hun vil sætte spejlbilleder op foran os – hendes læsere. Og i øvrigt – og dét tror jeg er vigtigt – foran hjemlandet, Sverige, der nok på overfladen kan opfattes som liberalt, men i realiteten har udviklet sig til en på én gang underligt veg og underligt tyrannisk kulturnation.

I et af tekststykkerne skildrer Lena Andersson den karismatiske Simone i terapi. Den begavede, belæste og indsigtsfulde Simone har svært ved at holde det, hun opfatter som terapeutens forsimplede begrebsverden ud – indtil terapeuten nævner et såkaldt ”spejlsyndrom” – et ”omvendt Narcissus-problem”. Terapeuten har nemlig bemærket, at Simone ikke kigger sig i spejlet, når hun kommer ind i klinikken, og terapeutens bemærkelsesværdige pointe er i forlængelse heraf, at mennesket ikke er skabt til at se sig selv udefra. På hoteller, siger hun, er der spejle, som man ikke kan undgå, og så ser man sig selv ”fra alle sider og vinkler og i den mest forfærdelige belysning møder man sin arme person, hele tiden, uafbrudt. Det påvirker humøret negativt, selv for en med et helt acceptabelt ydre.” Man ser ”sig selv som krop” (…) Men at ”se sig selv i spejlet er som at betragte en anden og tvinges til at indse, at det er en selv. Det er mere, end hvad de fleste med en stærk selvopfattelse kan tåle.” Til sidst siger terapeuten: ”Spejlkulturen er en grum skæbne for nutidens menneske.”

Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig med terapeuten, om end jeg i mit eget spejlbillede kan se grundlag for optimering, men hendes tanke er interessant – lige som mange af de andre tanker og refleksioner, monologer og dialoger, Studie i menneskelig adfærd byder på. Simone får da også noget at gå hjem og tygge på.

I et andet tekststykke beskriver Lena Andersson kvinden, Matilda, som ikke havde ”et udseende, som folk huskede. Hun kunne gå i ét med et gråt tapet.” (…) ”Hun var dygtig til sit arbejde [i en blomsterbutik], men så tilbageholdende, at man skulle være opmærksom for at opdage det. Nogle gange hundsede hendes chef med hende, hun så ikke, at Matildas mildhed var en sensitivitet, chefen så kun vaghed. Næsten alt hvad man sagde til hende tog hun imod uden at forsvare sig. Sådan havde hun altid været. Der manglede ikke tanker hos hende om, hvordan hun ville kunne replicere, men det var, som om energien slap op, det lykkedes hende ikke at opbyde den rette stridslyst.”

Lena Andersson skildrer Matildas første febrilske og forgæves forsøg på at få en ung mand i tale. Siden hendes fantasi om at få en lidt ældre (måske flirtende) låsesmed på besøg igen, når træerne ved vintertid ville stå nøgne, og hun med dem (?!?). Og så beskriver hun Matildas chefs pludselige indfald med, at alle ansatte i blomsterbutikken [alle er kvinder] i solidaritet med hinanden skal sidde i rundkreds og berette om eventuel chikane eller undertrykkelse, de som kvinder må have været udsat for tidligere i deres liv. Medarbejderne skal efter tur sige noget. Men Matilda har intet at berette – for hun er aldrig blevet opsøgt af en mand. ”Jeg kan ikke mindes nogen uønskede tilnærmelser,” siger hun forsigtigt. Chefen opfatter hendes tilbageholdende som bundende i traumer – og bliver ved med at presse hende til at fortælle om fortrængte forulempelser. I sidste ende bryder Matilda sammen og siger i sorg: ”Ingen har nok været så vældig interesseret i min krop.” Jeg har aldrig været ”attrået af en mand.” Dét udsagn får chefen og flere af kollegerne til at rykke sammen og støtte hende, men konsekvent ud fra egne præmisser, ikke ud fra Matildas ønsker eller drømme. Derfor udvikler fordomme, forventninger og ønsker sig til ren manipulation, hvilket Matilda selvfølgelig gennemskuer – for som ovenfor anført: Der manglede ikke tanker hos hende – hun kunne bare ikke finde ud af at replicere – eller rettere agere – i den ”solidariske” sammenhæng, som rundkredsen pludselig førte med sig. Matildas hele liv bliver interessant for kollegerne, og snart taler flere af dem om hendes stoiske evne til at bære ensomheden. Kollegerne føler sig berettiget til at tolke på hendes liv – og det i et omfang som bliver til ren manipulation, som tager til i omfang og karakter – måske i virkeligheden fordi Matildas uafhængighed bliver som spejlbillede der truer med afsløringer af kollegernes egne svagheder.

Der er ingen tvivl – Lena Andersson har et virkelig godt greb om fænomener som personlighedsstruktur, almen psykologi, gruppedynamik, etc. Og da hun samtidig har en stærk litterær åre og en sproglig evne til at fremmane gribende fortællinger – uanset om de så er helt enkle og intime eller komplekse og dramatiske – ja, så formår hun med fremdrift og en sikker fortællerstemme at levendegøre de ofte upåfaldende kvinder, der skildres. Og uanset om man så som læser kan lide den ene eller den anden, så er der det ved bogen, at dens casestudier eller moraliteter eller spejlbilleder lægger op til egen refleksion – og dét er prisværdigt – at Lena Andersson formår det. Studie i menneskelig adfærd er for mig en bog, jeg får trang til at læse igen og igen – fordi den er så troværdig og vedkommende, sjov og uhyrlig.

****  /  C&K Forlag  /  240 sider