KONCERT-/SHOW-ANMELDELSE
Caroline Henderson har gjort det før. Lavet en forestilling eller et show på baggrund af sin egen livshistorie. Forrige gang var i 2012, da hun på Gasværket i København stod i spidsen for forestillingen, ”Jazz, Love & Henderson”. Selv om hun (også) den gang sang blændende godt, var forestillingen ikke vellykket. Hendes fortællinger om sit eget liv, forblev udramatiske – som et påskud eller lidet vellykket forsøg på i story-telling at binde sange fra bagkataloget sammen og forbinde dette med egne livshistorier.
Hendes nye show, ”Mit liv som hun” – som hun optræder med tre gange (én gang i DRs Koncertsal, én gang i Musikhuset i Aarhus og én gang i Musikkens Hus i Aalborg) – er som en minimeret, opdateret fortsættelse eller rettere: gentagelse. Set-up’et eller sceneshowet er slanket i forholdet til Gasværkets, men ellers er konceptet mere eller mindre det samme. Hun fortæller om sit eget liv – nu med et mere feministisk p.o.v. ganske vist – men opblander stadig sine livshistorier med sange fra bagkataloget. Problemet er bare, at svaghederne fra forestillingen i Gasværket fortsætter i det nye show. Og ret skal være ret: Caroline Henderson er ikke den store story-teller, selv om hun forsøger sig med en cocktail af skuespil, stand-up og Ted-talk. Hun er ikke den store skuespiller, ikke den store komiker, ikke den store taler – hvilket nogen igen-igen burde have fortalt hende. Til gengæld er hun stadig – som den gang i 2012 – en blændende god sangerinde. I Koncertsalen i DR Byen kunne man ikke være i tvivl. Uanset om hun sang en svensk standard (som Monica Zetterlund udødeliggjorde), ”Sakta vi gå genom stan”, eller ”Four Women” (som Nina Simone skrev og udødeliggjorde – blandt andet i kraft af den central manifestation: My skin is black), eller sin egen signatursang, ”Made in Europe” (som er skrevet af Kasper Winding og Remee) – ja, så sang hun med overbevisende autenticitet og kraft.
Personligt ville jeg have foretrukket, at hun havde holdt sig til at synge. For som sangerinde er hun et kraftværk af næsten overnaturlig skønhed. Jeg kunne endda have ønsket mig, at hun havde skrevet nye sange og eventuelt havde destilleret sine livshistorier ind til stramme, lyriske tekster i disse – frem for at fortælle, skuespille eller underholde på scenen. Især når jeg tænker på de tre venues, hvor hun skal optræde. Havde det været forsamlingshuse, hun skulle lægge vejen forbi, ville jeg måske have set anderledes på sagen, men i en stor koncertsal som DR’s, faldt hendes fortællinger og underholdning til jorden. Og lige lidt hjalp det, at hendes to sidemen som i et andet TV-underholdningsprogram spillede vignetter. Hun skulle have holdt sig til sangen og til det rigtigt fine akkompagnement, hun fik fra guitaristen og bassisten/harpenisten.
Selv havde hun lanceret ”Mit liv som Hun” som en ”finurlig story-telling om at være frøken, fruentimmer, feminist med begge hænder i opvasken og en fjerpen eller to i hatten!” Hun skulle have holdt sig til mikrofonen og sangen, eventuelt til sangskrivningen.
*** / Show også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk