KONCERTANMELDELSE

Kort inde i 2. sæt følte Steven Wilson sig foranlediget til at ”trøste” dem blandt publikum som uforvarende eller ufrivilligt var blevet slæbt med til koncerten af deres partnere (læs: mænd. Der var mange mænd blandt publikum). Steven Wilson sagde, at de (læs: kvinderne) bare skulle vide, at han og bandet også kunne spille andet end komplicerede sager af mere end tyve minutters varighed. Og ganske rigtigt – det lykkedes dem i løbet af 2. sæt at få flere numre ned på omkring fem minutter, men det var altså efter et 1. sæt, som bare havde budt på to numre, ”Objects Outlive Us” og ”The Overview” – begge af mere end tyve minutters varighed.

Frederiksberg (eller København, som Steven Wilson sagde) var bare tredje stop (efter Stockholm og Oslo) på den omfattende ”The Overview Tour”, som frem til midten af juni vil bringe dem rundt i store dele af Europa og igen fra midten af september til midten af november til Nord- og Sydamerika, Asien og Australien. Men det var stadig ikke lykkedes dem at lægge sig fast på et repertoire / en sætliste, der holdt og kunne kopieres. Af samme grund, tror jeg, var der et nærvær på scenen, en opmærksomhed, som gav koncerten en klædelig nerve. Steven Wilson og hans sidemen var stadig ved at finde ind til en form, der kunne virke. Og derfor var de agtpågivende.

Under hele 1. sæt henlå scenen i stort omfang i mørke, selv om projektører lyste i den ene og anden retning og visuals konstant kørte på en mega-storskærm bag scenen. Under 2. sæt blev kun enkelte numre fulgt til dørs med visuals, mens hovedparten – mere konventionelt – var blottet for visuals, men til gengæld bød på lys på scenen, så publikum kunne se, hvem der foretog sig hvad deroppe. Pludselig kunne man se – ikke bare høre – at det var teknisk kompetente musikere, der optrådte side om side med mesteren himself. Det forlød ikke, om fraværet af visuals (i de mange numre i 2. sæt var tilsigtet eller et resultat af, at heller ikke alle visuals havde fundet ind til en endelig form). På sin vis er svaret også ligegyldigt – for musikken virkede. Men jeg kunne ikke undlade at tænke, at en kunstner som Steven Wilson – med dét band og den guitarbaserede, næsten symfoniske rock, han bringer til torvs – burde træffe en klar beslutning: for eller imod visuals. Jeg mener – de mange visuals i 1. sæt var sublime, men de fjernede fokus fra musikken – fordi scenen samtidig henlå i mørke. I de passager af 2. sæt, hvor der var et fravær af visuals, men til gengæld lys på scenen – kom fokus på musikken. Man kunne simpelthen se de enkelte instrumentalister. Og dét foretrak jeg egentlig – selv om de medbragte visuals altså var så sublime og bidrog til det episke i musikken.

Jeg kunne lide at se Steven Wilson og hans sidemen – netop fordi de var så dygtige. Der er altså noget særligt ved at se ekvilibrister betvinge strengeinstrumenter. Det kan, for mig at se, være lidt kedeligt at se på en elektronisk musiker, helt basalt fordi man ikke kan se, hvad der er skabt på forhånd, og hvad der produceres på stedet. Men når Steven Wilson slap sine strenge og gav sig i lag med sine keys – ja så var der også i dét tilfælde noget ekstraordinært ved at se ham gøre netop det. Det var som om, dørene – både i tilfældet Steven Wilson og tilfældet hans sidemen – åbnede sig til en anden tid og andre bands og potentielle forbilleder som det tidlige Genesis, det tidlige Pink Floyd og siden til det tidlige Marillion.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk