MUSIKANMELDELSE
Danske Rumpistol alias Jens Berents Christiansen er med tiden blevet en af sin generations mest markante elektroniske musikere og producere. Ikke bare i Danmark, men i det ganske Europa.
På det seneste har hans musik endda taget en ny, interessant drejning – på grund af personlige tilskikkelser. Han blev således for syv-otte år siden ramt af stress, og dét satte sit præg på hans musik – den blev nedbarberet, til dels akustisk, grænsende til neoklassisk og jazzet.
Skiftet i musikstil fremgik af albumtrilogien, After the Flood (2020, som var skrevet til klaver og strygere), Isola (2022, som var skrevet til bas og trommer), og Going Inside (2023, som nærmest var psykedelisk, modernistisk). Tilsammen fremstod trilogien som et selvterapeutisk forløb. Men skidt. Det vigtigste var og er, at Rumpistol gjorde sin egen musik mere tilgængelig, melodisk og historiefortællende – uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Sådan er musikken også på Nebula, hans niende album i eget navn – tilgængelig, melodisk og historiefortællende. Den starter ud i et massivt, bastungt og saxofon-cisseleret, næsten indie-rocket, elektroakustisk nummer, ”Ascension”. Nummeret er i min optik magnetisk. Gribende. Og, ja, massivt.
Det massive – og i øvrigt tilgængelige, melodiske og historiefortællende – fortsætter i senere numre som ”Stargazer”, ”Nebula” og ”Air Born Again”. Og, kan man tilføje: Det selvterapeutiske har Rumpistol erstattet af udsyn og en åbenlys interesse for universet – og af menneskets ærefrygt herfor og forurening heraf.
Igen-igen opstår musikken i mødet mellem det organisk akustiske og de elektroniske klangflader. Genremæssigt er musikken et miks af neoklassisk, jazz, rock og elektronisk musik – især rocken er blevet tydelig. Et nummer som ”Air Born Again” introducerer endda den tunge rock.
Med sig i studiet til forløsning af materialet har Rumpistol haft en perlerække af danske musikere: Maria Jagd (violin og bratsch – hun har også skrevet arrangementerne for strygere), Sven Dam Meinild (fløjter, saxofoner og klarinetter), Emil de Waal (trommer, slagtøj og strøget metal), Helene Tungelund (harpe) og Anders Stig Møller (bas). Selv har Rumpistol betjent sig af pianette, würlitzer, synthesizer, programmering, zither, guitar, slagtøj og blokfløjte. Og summen, det hele – idéerne, kompositionen, arrangementerne og forløsningen, ja, produktionen – er solid, stilsikker og stærk. Nebula er et virkelig spændende og helstøbt, elektroakustisk album.
***** / The Rust Music / 44 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk