Scandinavian Art Ensemble with Tomasz Stanko: The Copenhagen Session vol. 1

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det er lidt af et scoop, at det danske jazzlabel, April Records, kan udgive første del af en ni år gammel, dansk studieoptagelse med et dynamisk, polsk/nordisk jazzensemble og gæstemusikeren, den legendariske, polske jazztrompetist, Tomasz Stanko, som døde for snart syv år siden. Idéen til samarbejdet opstod, da Stanko for ti år siden underviste professionelle jazzmusikere på et af Vallekilde Højskoles tilbagevendende sommerstævner. Mødet mellem mentoren og hans ”elever” blev gensidigt inspirerende, og Scandinavian Art Ensemble opstod som direkte konsekvens heraf. Trompetisterne Tomasz Dabrowski og Snorri Sigurðarson, saxofonisten Thomas Hass, vibrafonisten Martin Fabricius, pianisten Artur Tuznik, kontrabassisten Richard Andersson, trommeslageren Radek Wosko og vokalisten Johanna Eline Sulkunen fandt sammen; nye kompositioner og et fælles tonesprog opstod; og sammen med Stanko gik de i studiet og forevigede et møde, der indfangede Stankos ånd – uanset om hans instrument trompeterede eller tav. Som Dabrowski om samarbejdet har sagt: Man kan høre Stankos ”nærvær i hver eneste tone, vi spiller”. For mig er den ubetinget største oplevelse på albummet Stankos komposition, ”Dark Eyes of Martha Hirsch”. Heri hører jeg både Stankos egne, eminente instrumenthåndtering og det solide sammenspil med de yngre polsk/nordiske kræfter.

****  /  April Records  /  43 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share