Christina Bjørkøe: Satie Surprises

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den franske komponist, Erik Satie (1866-1925), blev kun 59 år, men hans minimalistiske kompositioner for soloklaver er blevet ikoniske, ofte spillet og for mange senere komponister inspirerende – indenfor såvel klassisk musik som neoklassisk og jazz. At det i år er 100 år siden, Satie døde, kan – den moderne stil taget i betragtning – undre, men det er ikke desto mindre tilfældet, hvilket det danske label, OUR Recordings, minder os om med udgivelsen, Satie Surprises, der kan ses som en hyldest til Satie. At der til udgivelsen knytter sig ”Surprises” vil sige, at de mest kendte og mest spillede kompositioner ikke indgår i repertoiret på albummet. Kun mindre kendte og mindre spillede kompositioner hører man. Til gengæld fremelskes disse med absolut bravour og teknisk / kunstnerisk ekvilibrisme og kærlighed af den danske koncertpianist, Christina Bjørkøe. Hun formår med sit anslag og sikre spil at fremmane den forunderlige kombination af tristesse og lethed, der kendetegner det meste af Saties musik. Flere af kompositionerne er ganske korte – så korte (under ét minut), at jeg fristes til at kalde dem vignetter eller skitser til andet og mere. Og dog forekommer de mig alle at være afrundede helheder. Tag f.eks. ”Désespoir agréable” – kompositionen strækker sig i Bjørkøes version over bare 52 sekunder. Men de 52 sekunder er så formfuldendt smukke, stykket så afrundet, at jeg aftvinges den største respekt. Bare de sekunder forklarer, hvorfor Saties musik er blevet så ikonisk.

*****  /  OUR Recordings  /  59 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share