KONCERTANMELDELSE
Niels Lan Doky behøver ikke den store præsentation herhjemme. De fleste danskere kender ham eller i hvert fald hans navn – det gør i det mindste de fleste jazzentusiaster. De ved af samme grund, hvad han står for: Moderne jazz af internationalt høj standard.
Han har – siden han vendte hjem fra New York og Paris (begge steder har han boet igennem flere år) – været en entreprenant figur på den danske jazzscene. En mand, der både har skabt musik og opbygget musiksteder, samarbejder, ja, ”broer”. Seneste har han med velhavende investorer og dygtige håndværkere (herunder kokke) skabt restauranten og det tilhørende spillested, Epicurus, nær Nørreport i København.
Her kan gæster indtage et raffineret måltid, drikke nogle raffinerede vine og siden opleve en raffineret form for moderne jazz – alt imens, de drikker raffinerede cocktails og nyder andet godt fra spirituosaens land.
Selv gik jeg lige til jazzen. Ind igennem restauranten i stueetagen – frem til trappen, der fører ned til jazzklubben, der åbenbarer sig som en dyb rektangulær boks med højt til loftet. Men går ned ad trappen, ned på gulvet, hvor små runde borde står omgivet af lave lænestole, der alle vender op imod scenen, der er et svagt forhøjet plateau modsat trappen. Antallet af siddepladser er få – priserne af samme grund høje. Og anderledes kan det ikke være – når man driver et spillested med så store navne på scenen og få siddepladser på gulvet.
Her – helt utrolig tæt på det udsolgte og dog begrænsede antal gæster – indtog pianisten Niels Lan Doky, bassisten Steve Rodby og trommeslageren Paul Wertigo og to yngre musikere – guitaristen Albert Waidtløv og saxofonisten Martha Wajdzik – scenen. Og forrygende toner lød. Rodby og Wertigo, der begge har været involveret i projekter med legendariske Pat Metheny viste sig sammen med Lon Doky at være de rutinerede kræfter, man kunne forvente – men stadig vitale kræfter. Og Waidtløv og Wajdzik – de viste sig at være lige så store talenter, som Lan Doky i sin intro havde indikeret. Sammen formåede de fem dygtige musikere at skabe en fortættet stemning, der blev bygget op omkring Lan Dokys egne kompositioner eller selvsammes arrangementer over andres kompositioner – f.eks. Sades ”No Ordinary Love”.
Materialet var – dels gamle sager fra Lan Dokys tidligere karriere med broderen, Chris Minh Doky; dels sager fra Lan Dokys nye album, New Visions for a New World – dét album udkommer snart. Men uanset alderen – så var materialet vitalt og visionært. Og konstellationens forvaltning af det intens og autoritativ. Vel var det hele pænt – som det nu måtte være i de omgivelser, men det var også vitalt og levende og så absolut rosværdigt. Da Lan Dokys datter, Mai Lan Doky, kom på scenen til ét nummer og sang – netop Sades ”No Ordinary Love” – var det som om familiesammenkomsten var total. Alle ville hinanden det bedste, og positiviteten smittede. Af samme grund blev denne – min start på årets jazzfestival en sand fornøjelse. Både på grund af lokationen, på grund af musikken og på grund af stemningen.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk