KONCERTANMELDELSE
Vel er Anna Kruse svensk, men jeg tillader mig alligevel at kalde hende en ener i dansk jazz. Og ikke kun fordi hun er svensker med bopæl i Danmark, men fordi hun har taget det på sig som en livsopgave via vokaljazzen at formidle den finsk/svenske digter Edith Södergrans meget modernistiske, sansemættede og personlige poesi.
Anna Kruse har igennem snart to årtier beskæftiget sig med Edith Södergran – og ikke fordi hun ikke har haft kvaliteterne til andet, men fordi Edith Södergrans poesi har vist sig at være uudtømmelig. Anna Kruse har formidlet digtene med konsistente og dog vekslende besætninger – fredag eftermiddag i Svenska Gustafskyrkan på Østerbro i København var det med hendes faste kapelmester Nicholas Kingo (klaver, harmonika og sav) og kontrabassisten Eva Malling ved sin side.
De tre leverede en forunderligt smuk og stærk koncert, som vekslede mellem det vemodige og festlige, mellem det dybe og det lette, mellem det afprøvede og improvisatoriske. Anna Kruses optræden – uanset besætning – efterlader det klare indtryk, at hun er fortrolighed med materialet. Hun har vitterligt Edith Södergrans poesi og historie inde under huden, og dét – kombineret med hendes egne kompositioner – giver hende en position som sikker og stilsikker formidler. Det er dét – den vedholdenhed og forståelse – der gør Anna Kruse til en ener i dansk jazz.
Samtidig udviser Anna Kruse en stoisk ro; hun er i besiddelse af en skøn, dyb vokal; og så er hun ude af stand til at dæmme op for sin glæde ved sin metier. Alt det bidrager til, at man som publikum finder hvile i sikker forvisning om, at Anna Kruse viser os ud ad en scenisk smuk vej.
I den svenske kirke på Østerbro gjorde Anna Kruse os endda den tjeneste ikke bare at dvæle ved bagkataloget – selv om det ellers godt kan tåle en gentagelse – men også at synge og spille nye numre fra det album, hun udgiver til oktober. I dagens anledning havde hun endda fået fremskyndet en CD-produktion, så gæsterne kunne købe oktober måneds udgivelse med sig hjem. Og én ting, der i den sammenhæng slog mig, var, at jeg oplevede Anna Kruse og hendes nye sange og musik som mere frigjort og glad. Det kan være, jeg tager fejl, men jeg har alligevel fulgt Anna Kruse igennem alle årene, og for mig fremstod hun fredag som mere livsglad og optimistisk – ikke bare på egne, men også på Edith Södergrans vegne. Derfor var jeg, da trioen hen imod slutningen af koncerten sang og spillede nummeret, ”Skum” – om glæden ved champagne – klar til selv at lade propper springe. Efter talen om tuberkulose og tidligt dødsfald – Edith Södergran var bare 31 år, da hun døde i 1923 – var tanken om et glas bobler / skum vederkvægende.
Jeg kunne godt have taget en skål med virtuose Nicholas Kingo og solide Eva Malling – og selvfølgelig den skønne svensker i Danmark.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk