KONCERTANMELDELSE
Bremen Teater havde på forhånd meddelt, at amerikanske José James ville indtage scenen med ”varm 70’er soul/funk og jazz”. Og det lød jo på papiret godt.
Men der var ikke mange gæster i teatret ved Vesterport, og det kunne selvfølgelig skyldes flere ting – for eksempel sommerferien – det at storbyen var blevet forladt til fordel for landet – eller meget oplagt – en mæthed efter en jazzfestival med mere end 1.000 koncerter på bare ti dage. Den festival var blevet rundet af små to døgn forinden – i Bremen Teater med en stærk vokalpræstation af danske Cæcilie Norby.
Men nu stod han der altså – amerikanske José James – i et Bremen Teater, hvorigennem man havde trukket et stort, mørkt tæppe for dog at dække udsynet til de tomme stolerækker bagerst i salen.
José James er især kendt for sit miks af vokaljazz og hiphop. Og for sin trang til at hylde andre musikere og tider – for eksempel 1970’er – i tilfældet her specifikt 1978. Hans meget specifikke interesse i det år hang sammen med – kunne man forstå – at det var hans fødeår. Men også et år, hvori megen epokegørende musik blev skabt. Dén interesse havde for eksempel resulteret i et album – hans seneste – med titlen: ”1978: Revenge of the Dragon”. Fra det sang han coverversioner af Michael Jacksons ”Rock With You”, Herbie Hancocks ”I Thought It Was You” og Rolling Stones’ ”Miss You” – alle numre fra 1978.
På sin vis var idéen okay. Måske nok ikke revolutionerende, men okay.
Problemet var bare, at det, der udgik fra scenen i Bremen Teater snarere havde karakter af flad og kalorielet bearbejdelse end af kunstnerisk autenticitet og nødvendighed. Og største problem: José James selv fremstod kropsdoven, forfængelig og selvfed snarere end som en sanger, der havde noget på hjerte, noget påtrængende nødvendigt. Og det gjorde koncerten som helhed til en ret tam forestilling.
Han præsenterede selv sine musikere – og fremhævede pianisten Bigyuki og saxofoniste Ebban Dorsey som særligt talentfulde. Og vel kunne de spille. Men for os, der på Copenhagen Jazz Festival – oven i købet på selvsamme scene – lige havde oplevet en dedikeret sangerinde som Cæcilie Norby, en sprudlende pianist som brasilianske Amaro Freitas og danske Tabloids saxofonist, Oilly Wallace – ja, så virkede tillægsordene som skudt langt over.
Personligt oplevede jeg ikke engang, at der indfandt sig højdepunkter, der skilte sig ud eller løftede koncerten. Selv store hits som ”Come To My Door” og ”Trouble” forblev flade størrelser.
Det hele forblev kropsdovent, forfængeligt og selvfedt. Kun trommeslageren, den mest upåagtede af alle på scenen – Dom Gerva – shinede. Han optaget af opgaven og sine trommer og deres potentiale i det samlede lydbillede. Og han var værd at fokusere på.
*** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk