KONCERTANMELDELSE

Kamasi Washington undskyldte, at koncerten var blevet en halv time forsinket – det skyldtes ”tekniske problemer”, sagde han. Tidligere aktivitet omkring et lydfirmas varevogn, parkeret ude på gaden, angav, at han havde ret. Hvad problemet helt præcist havde været fremgik ikke, og de fleste var nok også – da musikken først gik i gang – ret lige glade, for fra da af så ingen sig tilbage.
Kamasi Washington og hans sublime septet viste sig nemlig at være generøsiteten selv; de gjorde ikke særskilt væsen af sig; iscenesatte ikke særskilt sig selv med visuals, raffinerede spots, røgmaskiner eller andre fornøjelige sager; men sparkede bare godt gammeldags røv: gav en teknisk/kunstnerisk helt vanvittigt forrygende koncert – fordi det lå dem lige for; fordi de kunne; fordi de ikke kunne lade være. Og ikke på noget tidspunkt mistede de kadencen, deres fokus eller glæden ved at indgå i sammenhængen – lige her, lige nu.
Amerikanske Kamasi Washingtons musik er en hæsblæsende, medrivende og massiv form for fusion af jazz og futuristisk soul og funk. I Bremen Teater blev musikken nærmest sprøjtelakeret udover salen – udover publikum og interiør, stole, gulve, vægge. Så snart shinede alt i det ellers mørkelagte rum, og snart blødte selv det meste kuldslåede hjerte. Den puls, power og autenticitet – det tekniske overskud – der udgik fra scenen, var simpelthen så smittende. Jeg vil tro, at alle gæster efter koncerten gik videre, ud i livet, i meget stærkt opløftet stemning.
Materialet var altovervejende Kamasi Washingtons eget. Men i ét tilfælde versionerede han og septetten et nummer af Astor Piazzolla – nummeret ”Prologue”. Måske var det Piazolla, Kamasi Washington tænkte på, da han sagde, at ”nogle af mine bedste venner er døde. Og alligevel er de mine naboer. De er tæt på mig. Det er dét, musik kan: forbinde mennesker”. Jeg kan bekræfte, at Kamasi Washington og septetten med deres forrygende performance beviste tesens værd. De syv amerikanske musikere blev tirsdag aften forbundet med os og vi med dem.
Efter at Kamasi Washington havde fortalt om sin egen lille datter og hendes bemægtigelse af hjemmets børneklaver – ”det er mit klaver” – havde han iagttaget hende, da hun pludselig opdagede, at hun kunne kontrollere klaveret og skabe musik. På den baggrund – med afsæt i hendes simple melodilinje – havde han skrevet nummeret, ”Asha the First”, som naturligvis på scenen i Bremen Teater blev langt mere nuanceret, komplekst og farverigt end det, datteren havde skabt. Af samme grund blev dét – og alle øvrige numre – lange, hvilket er typisk for Kamasi Washington. I løbet af de halvanden time, koncerten strakte sig over, nåede hans septet kun at spille seks numre. Men ingen af dem var for lange, ingen af dem kedelige. Tvært imod. Koncerten var fra start til slut optimal – ikke på noget tidspunkt artificiel – men autentisk, nærværende og voldsomt inspirerende. Og – teknisk over the top.

****** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk