KONCERT- OG KULTURANMELDELSE, REPORTAGE

Det er min erfaring med musik- og kulturfestivaler, at man ikke kan regne med, at det ”største” navn på plakaten leverer den største, mest uforglemmelige indsats. Man kunne selvfølgelig ønske sig, at det var sådan – især fordi det er de største navne, arrangørerne satser flest penge på og de største navne, der tiltrækker flest gæster.

Men min erfaring er, at det ofte er de ”mindste” navne, der efterlader det største indtryk – måske fordi forventningerne ikke er så store og derfor let fører til eufori. Selv om jeg med hård hånd styrer min egen eufori og er nøgtern, kan jeg imidlertid konstatere, at jeg i år blev mest betaget af de ”mindre” navne på Kultursalonerne på Gisselfeld.

Ikke dermed sagt, at de ”største” navne svigtede – slet ikke. De leverede som forventet: Dicte, Claus Hempler, Annika Aakjær, Peter Sommer – og, amerikanske Sophie Auster for den sags skyld. Der var ikke noget at komme efter der. De var alle professionelle og seriøse (selv om Annika Aakjær sin natur tro også var useriøs og sjov – eksempelvis fortalte hun, at hun var bekymret for, at hun ville komme i søgelyset, for hun havde ingen kvalifikationer, what so ever, og derfor måtte den amerikanske regering nødvendigvis være ude efter hende til en ministerpost).

Alligevel var det to af de ”mindre” navne, der efterlod det største indtryk. Det ene navn kendte jeg, det andet var mig fremmed. Jeg havde både hørt og skrevet om Simone Tang (som albumdebuterede for godt et halvt år siden – hun stammer fra en flække nær Fåborg), men jeg havde aldrig hørt eller skrevet om Ida Lilja (som hidtil har udgivet seks singler og én EP – hun stammer fra Køge). De to unge kvinder gjorde indtryk med deres enkle sange, som i begge tilfælde havde karakter af simpel storytelling. Deres tekster er én til én, ikke lyrisk dybe, men lineære, båret af fortællinger om et og andet, småt som stort. Og så er de bare begge nogle naturtro formidlere. Simone Tang er en eminent guitarist og vokalist, Ida Lilja en eminent scenebetvinger og vokalist. Og de var begge magnetiske på Gisselfeld. Folk, jeg mødte, talte også om blandt andre Cort Lunde og Knægt – nye navne, som på Gisselfeld alle optrådte på den lille slotsscene i klostergården (uden at jeg dog selv hørte dem). Jeg kan ikke afvise, at rammerne gjorde indtrykket stærkere. Slotsscenen tog i hvert fald ikke noget fra de unge talenter, som jeg så optræde.

Noget af det, jeg værdsætter ved Kultursalonerne på Gisselfeld, er, at rammerne er så flotte, og at de bliver udnyttet så optimalt. Der er naturlige hældninger på plænerne ned imod de to store scener, Musikscenen og Samtalescenen. Og når solen stråler og siden går ned, og himlen hvælver over scenerne og Gisselfeld Kloster (eller slot) i baggrunden, så er man et skønt sted på jorden. Det er man også, hvis man går over i Paradehuset, som i virkeligheden er et orangeri. Det er stort, nedslidt og planterne derinde vildtvoksende – ligesom skægvæksten på den gamle bestyrer, der med udtalt ro i sjælen tager imod bestillinger og sikrer, at stempelkaffe og saftige kager eller blødt brød bliver serveret. Den gamle ridehal, de gamle hestestalde, bespisningsområderne. Jamen, alt er smukt og afstemt. Og både jeg og andre nød det.

Ret beset havde hovedparten af gæsterne passeret de 50. Ganske vist sagde Dicte fra scenen, at hun var glad for at se så mange unge. Hun sikrede sig dog, at folk forstod, at det var en joke. Og godt det samme. For grå var den mest udbredte hårfarve. Til gengæld var de grå umætteligt kulturhungrende, så de gik fra den ene til den anden og tredje scene for at få mest muligt med af det program, som sjældent bød på intern konkurrence. Mange indfandt sig i teltet ved Samtalescenen for at høre Christian Jungersen, Jeanette Varberg, Suzanne Brøgger og Flemming Møldrup. Men tilsvarende mange bevægede sig også der fra over tilMusikscenen og Slotscenen. Og alt lå så besnærende tæt sammen. da den tilgængelige mad og de tilgængelige drikkevarer tilsvarende gode – mange skabt af nærliggende producenter – ja, så blev oplevelsen som helhed afbalanceret, økologisk og naturtro. Det var dén scene, naturtro kunstnere som Simone Tang og Ida Lilja indgik i.