Peter Marott: Marott

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Jeg tilstår, at navnet Peter Marott ikke umiddelbart sagde mig noget. Jeg kunne læse mig til, at han har brugt en stor del af sit liv (læs: professionelle virke) som sideman i andres konstellationer – f.eks. var han kapelmester i Zirkus Nemos orkester – og at han tidligere har udgivet ét album (i 2013) i eget navn. Men som sagt: jeg havde ikke hæftet mig ved hans navn. Fra det øjeblik, jeg satte hans nye, selvbetitlede album på, var jeg imidlertid bjergtaget – og dét langt ud over det sædvanlige. For den klang og styrke og modenhed og varme og ro, der udgik fra hans flygelhorn var, ja, rystende. Og kombinationen af flygelhornet og Martin Schacks hammondorgel – det var dybt betagende. Prologen, som hedder ”Prolog”, varede heldigvis mere end otte minutter, og det var ikke ét minut for meget. Prologen var til gengælde også så god, at jeg forventede et dyk i intensitet og kvalitet i de efterfølgende numre. Men Marott og hans kvartet – der i øvrigt består af Regin Fuhlendorf på guitar og Morten Ærø på trommer – holder niveauet. Derfor sidder jeg også efter en lille time i Marotts selskab tilbage med følelsen af, at det jeg lige har hørt, har været ekstraordinært. Materialet er varmt, sfærisk, melodisk og groovy. Det fremstår som personligt og vedkommende. Og det leveres med finesse og stor dygtighed, hvorfor grænselandet mellem groovy jazz og svedig blues også forskønnes noget så eftertrykkeligt med Marott.

*****  /  Termansen Music  /  48 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share