KONCERTANMELDELSE

Hun er betagende. Ja, ikke bare det. Hun er overrumplende. Yderst talentfuld.

Jeg har set og hørt hende flere gange, og alligevel sidder jeg endnu engang – nu en onsdag aften – og bliver betaget og overrumplet over det håndholdte, teknikken, naturligheden, charmen og den åbenlyse spilleglæde.

For hvad er det lige, jeg ser? Jeg ser i hovedstaden en ung kvinde fra en flække på Fyn. Hun er rank og slank, fremstår rolig og rodfæstet, alvorlig og lattermild, rundet af naturlighed og autenticitet. Hun synger, gudsbenådet. Veksler mellem forskellige guitarer. Spiller duo med sin bedste ven, der ligeledes spiller guitar. Søren, hedder han. Og så har hun – igen-igen – opdelt sin scene i to – en neutral halvdel og en anden halvdel med et interimistisk, men hyggeligt skur, hvori der er åbent i langsiden ud imod publikum. I skuret er der et lille bord, hvorpå der står vin og vinglas, og så er der to bløde stole, hvori Simone Tang og Søren Manscher kan sidde og spille. Skuret leder mine tanker i retningen af den børneteaterscenografi, jeg kender fra ”Folk og røvere i Kardemommeby”. Hvad pointen er i at udfylde halvdelen af scenen med dén kulisse har jeg ikke forstået. Men… skidt med det. Jeg accepterer valget af ”sceneskift”.

I en video slået op på Simone Tangs Facebook-side før denne – hendes hidtil største headliner-koncert – havde hun anbefalet, at man købte billet til koncerten, hvis man kunne lide navne som Paul Simon, Joni Mitchell, Bob Dylan og Nick Drake. Og jeg forstår godt, hvad hun mener, når hun nævner de forbilleder. Men jeg synes, hun burde have nævnt ét til: Don McLean. Jeg mener selv at kunne høre lighedspunkter mellem stroferne i Simone Tangs ”Worth My While” og Don McLeans megahit fra 1971, ”Vincent”. Begge de nævnte numre er sublime!

Nu var Simone Tang ikke født i ’71 – hun er født i ’90 – men hun må have hørt ”Vincent”. I hvert fald har hun forstået, hvor enkelt og skramlet sange og musik kan laves uden at give køb på meningen og kvaliteten. Jeg vil mene, hun har forstået pointen, at det enkle, det håndværksbetonede, det håndholdte – såfremt talentet ellers er til det – er det mest umiddelbart livgivende. Det er i hvert fald dét, hun kan – give ord og toner liv. I for eksempel mig.

Når hun – som flere gange før – stiller sig op og synger og spiller åbningsnummeret, ”Hey Little Love”, må jeg (igen-igen) knibe mig i armen. For det er helt uhyrligt, at sådan en ung kvinde (fra Fyn) kan synge med sådan en autoritet og international aura. Dén sang er simpelthen mesterlig! Intet mindre. Havde hun været amerikaner, og havde hun bragt netop dén sang til torvs i ’60erne, ville hun være blevet en af årtiets største folkpop-stjerner.

Fremragende er også hendes sang, ”On the Quarrelets of Pearls”, der udgjorde afslutningen på koncerten i Hotel Cecil. Lovende var desuden den nye sang – ekstranummeret, ”Strange Little Mind”.

Den unge kvinde, der – på sin egen finurlige vis fik meddelt, at hun ønsker sig en større bolig, ønsker sig en større bil og ønsker sig en kæreste – ”Fik jeg sagt, at jeg er single?” – imponerede igen-igen med sin lette og samtidig dybt seriøse gang på jord.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk