Kira Skov live i Store Vega, København

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

KONCERTANMELDELSE

Jeg kom til at tænke på billeder af kvæg, der om foråret lukkes ud af staldene, ud på markerne for at græsse. Og, ja, det var Kira Skov der fik mig til at tænke på det forårskåde kvæg.
Hun fremstod selv som et menneske, der havde glædet sig til at komme ud (for at synge og spille). Og det er nok lidt for meget at sige, at hun fremstod kåd, men glad var hun i hvert fald, og det klædte både hende og hendes ofte lidt dystre sange og musik.
Det dystre kommer givet af, at hun er skruet sådan sammen, at det falder hende let at tage afsæt i det dystre, men også af at hun har nogle faktiske traumer i bagagen, som let giver adgang til det dystre. Når man eksempelvis i utide mister sin partner, høster man nogle erfaringer, som uundgåeligt vil farve ens materiale. Således også i tilfældet Kira Skov. Til gengæld får det dystre i hendes tilfælde et skær af autenticitet. Kira Skov fremstår vitterligt troværdig.
Lægger man dertil, at hun er en mesterlig sangskriver og helt igennem eminent sangerinde, ja, så har man som kunstner et optimalt udgangspunkt for at skabe og som publikum et optimalt udgangspunkt for at opleve noget stort.
Koncerten i Store Vega i København var knap halvvejs på den turné, der vil bringe den danske singer-songwriter og hendes seriøst gode band rundt i landet. Touren er support for albummet, What Ties Us Together Will Keep Us Apart, som Kira Skov udgav i maj i år. Hun sagde selv fra scenen i Store Vega, at det var uvant for hende, at hun havde måttet vente i flere måneder, før hun kunne komme ud og synge og spille materialet fra albummet – men nu var hun her altså og heraf den åbenlyse ”forårsglæde” ved at stå på scenen – foran et dedikeret publikum.
Materialet på det nævnte album er meget personligt, det er modent, universelt og lyrisk. Og så er det skabt i et tæt samarbejde med Kira Skovs nye partner, guitaristen og altmuligmanden Silas Tinglef, som har været med til at tilføre det folk-rockede univers en rå, kantet og direkte karakter. Og jeg ved ikke helt hvorfor, men det fungerede enormt godt med kombinationen af glæden og den tekstuelle tyngde. Og i øvrigt med den kantede og rå musik, som på én gang forekom enkel og facetteret. Kompositionerne er enkle, melodiske, men ikke nødvendigvis lineære. Derfor er der altid noget nyt at hente i et materiale, som man – f.eks. i mit filfælde har hørt før. Sent i koncerten sang og spillede Kira og hendes band et nummer fra hendes allerførste album med Kira and The Kindred Spirits – ”Losing You” fra 2002.
Læg mærke til sangens titel. Også den gang var Kira Skovs univers dystert. Men i den aktuelle versionering blev sangen snarere rå og ren. Netop rundet af autenticitet.
Med blandt andre den karismatiske violinist, Maria Martine Jagd, ved sin side skabte Kira Skov en oplevelse af sjælden stor styrke. En oplevelse, som ganske givet også vil komme andre gæster til senere koncerter på turnéen til gode. For – med stor sandsynlighed – vil de/I alle opleve en modnet, men stadig sulten kunstner. En af landets bedste singer-songwritere i fuldt vigør.

***** / Koncert også anmeldt i gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share