MUSIKANMELDELSE

Det kan til stadighed undre mig, at man, som jeg, der hører umådelig megen ny musik indenfor den bredspektrede genre, jazz, støder ind i nye navne, som viser sig at være etablerede, men bare har undsluppet sig min opmærksomhed. Den klassisk uddannede, britiske jazzpianist, Bill Laurance, er et sådant navn.

Han er ellers kendt for sit virke i den anerkendte amerikanske fusionsjazzgruppe, Snarky Puppy, som ledes af Michael League; han er kendt for sammen med League og Snarky Puppy at have vundet hele fem Grammy’er; kendt for at have indspillet flere solide duoalbum med League; kendt for sit virke i sin egen jazztrio; og for sine indtil nu hele syv bemærkelsesværdige soloalbum.

Men først nu har jeg altså for alvor få øjnene op for ham – takket være hans ottende soloalbum, Lumen, som ganske enkelt er sublimt. Laurance’s musik på albummet balancerer formfuldendt mellem det strukturelt komponerede og det åbenlyst improviserede, mellem den klassiske musiks æstetik og den neoklassiske eller jazzens. Og vel sender hans nye musik mine tanker i retningen af andre, nutidige, europæiske (jazz)pianister og deres musik – jeg tænker på navne som Nils Frahm, Leszek Mozdzer og Bugge Wesseltoft – og dog fremstår Laurance’s musik som distinkt og særegen.

Musikken er minimalistisk og melodisk. Den er lys og let. Afrundet. Og, ja, formfuldendt. Selvfølgelig fordi Laurance har et naturtalent som komponist og improviserende musiker. Men også fordi han teknisk synes uden begrænsninger. Og fordi han tilsyneladende let har adgang til sine kunstneriske årer. Numre som ”Mantra” og ”Sera” er, ja, eminente, formfuldendte, perfektionerede størrelser.

I forbindelse med optagelserne af Lumen, burede Laurance sig i flere dage og nætter inde i Londons St. Faith’s Church, hvor han i det sakrale enrum undersøgte det fulde soniske spektrum i kirkens grand piano. Og der er ingen tvivl om, at kirkerummet og klaveret – tidsrummet og den erhvervede erfaring – tilsammen har skabt grobund for noget stort, distinkt og særegent. Dét er i hvert fald, hvad man som lytter får: noget stort, distinkt og særegent. Noget nøgent, ærligt og organisk.

*****  /  ACT Music  /  45 min.